- Som at flyve i en flyvemaskine - bare sjovere

LMC har fået over 100 medlemmer, der to gange om ugen gasser op på motocrossbanen

Hals 22. september 2002 08:00

DRONNINGLUND: Man kunne begynde historien om Lunderbjerg Motocrossklub (LMC) med at skrive om klubbens 11 år lange ørkevandring for at få genåbnet banen ved Lunderbjerg. Men altsammen er det fortid, og når man står på den 1000 meter lange sandbane en lørdag formiddag og hører lyden af kubikmaskiner, der pløjer sig igennem sandet, så er det altsammen fortid. 13. april i år blev banen indviet og trods den ildevarslende dato, så er det gået over stok og sten for LMC, der i dag har passeret de 100 medlemmer. Denne formiddag er det nybegynderne, der har et fast greb om gashåndtaget. De voksne kørere, der ikke er til LC Cup i Fjerritslev, kommer senere på dagen. 10-årige Thomas Andreasen fra Hjallerup har været med i et halvt år. Han er med, fordi det er sjovt, og hvis han selv skal beskrive fornemmelsen, så er det ligesom at lette fra jorden. - Det er ligesom at flyve i en flyvemaskine. Det er bare sjovere, siger Thomas Andreasen, mens han venter på, at lånemaskinen bliver klar til endnu en omgang ræs. Et andet sted på banen klarer Rasmus Jensen fra Hjallerup et sving i fin stil. - I starten er det svært, men så bliver det lettere. Jeg kan godt lide at køre stærkt, siger han, hvorefter han gasser op, og sandet sprøjter op bag maskinen. Formanden for LMC. Gunnar Sloth ser på med et smil. Det her er, hvad det drejer sig om. - Vi har mange unge herude, som måske er lidt kraftige og ikke er så gode til måske fodbold, men herude får de en succesoplevelse, siger formanden. Fra den snoede bane, der engang var en knallertbane, kan man se flaget vaje ved Dronninglund Kunstcenter. Motocrossbanen ved Lunderbjerg er en træningbane, der egner sig godt til at lære teknikken, når kørerne f.eks. skal dreje rundt i de mange sving. Banen stiller også store krav til kørernes fysik. De unge kørere, der prøver kræfter med sporten denne lørdag, har problemer med den store bakke. Men for de erfarne og voksne kørere er det en smal sag. - De store, der kører stærkt, de synes, det er ligesom at køre med rutchebanen i Tivoli, siger Gunnar Sloth og kigger op på banens største bakke, hvorfra der er udsyn over banen. Tilskuerne har også fundet frem til banen, der er er omkranset af træer. - Den mandag vi havde klubmesterskab, var her fyldt, siger Gunnar Sloth. Klubånd tilbage På en bakke ved indgangen til banen ligger LMCs klubhus, der er den samme grønne skurvogn, som klubben begyndte klublivet i. Her er der indrettet et cafeteria, hvor kørere og tilskuerne kan hygge sig. Klubånden er tilbage igen, forsikrer Gunnar Sloth, der understreger, at det været hårdt arbejde. På væggen i klubhuset, hvor gulvet bærer præg af, at det her er en beskidt sport, hænger et billede fra før, der gik grus i maskineriet. Kørerne fra dengang er i dag blevet 30-40 år, og mange af dem er nu tilbage på sædet af motocrossmaskinerne. Der køres lørdag og mandag, og hver gang maskinerne kører afsted, skal der være syv mand ved banen. Fra en computer i klubhuset kan formanden kontrollere, at støjgrænserne ikke overskrides. - Vi er nødt til at sørge for, at vi overholder støjgrænserne, for vi vil ikke have banen lukket igen, siger Gunnar Sloth. Plads til flere Der føres en form for logbog, så man kan gå ind på hver træningsdag og se, hvor meget støj, der har været, hvis der kommer en klage. Indtil videre har der kun været en klage over, at der blev kørt længere end tilladt, men det er der styr på nu, forsikrer formanden. Klubben satser på de unge medlemmer, og der er stadig plads til flere. - Vi tager dem, der er, for de er her jo aldrig på en gang, siger Gunnar Sloth. Medlemmerne kommer fra Hals, Dronninglund og Brønderslev kommuner. På konkurrencesiden har klubben især to gode kørere, der er med i DM-afdelingen nemlig Simon Klitgaard og Rasmus Nielsen. Klubben er allerede klar med det første store offentlige arrangement 26.oktober. Her byder LMC på et markrace i samarbejde med en klub Frederikshavn. Løbet skal køres på en mark, der er stillet til rådighed af borgmester Mikael Klitgaard (V).

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...