EMNER

Som at råbe i ørkenen

Med næsten samme hastighed, som de israelske bomber har ramt palæstinenserne i Gaza, er den internationale fordømmelse haglet ned over den israelske landoffensiv - med USA som en forudsigelig prominent undtagelse. Er det en alvorlig krise mellem Israel og Hamas, der nu har udviklet sig til en krig? Ordkløveriet er forholdsvis ligegyldigt med et tabstal, der nærmer sig 500 - og måske endnu mere alarmerende: med en international omverden, der nok erklærer sig bestyrtet og bekymret, men som endnu en gang demonstrerer markant politisk impotens (eller måske "bare" ikke røre ved den konflikt med en ildtang, som de to krise-/krigsparter aldrig selv får løst). FN's Sikkerhedsråd har ligesom præsten holdt en tale, men sagde stort set ingenting. Den Arabiske Liga havde svært ved at mødes, og da det endelig skete, kunne ligaen svinge sig op til at kræve fredsforhandlinger - ikke mellem palæstinensere og israelere, men mellem palæstinenserne indbyrdes (Hamas og Fatah)! Dødstallene vil stige, og i takt med, at Israel klemmer den militære jernnæve sammen, vil den humanitære krise vokse - måske især i Gaza By, som er ved at blive lukket helt inde. Det er de umiddelbare menneskelige konsekvenser, men bag krudttågerne strammer den mellemøstlige hårdknude endnu mere til, og håbet om en løsning blegner. Igen. Helt basalt handler det om to ting: 1) Israel har brug for sikre grænser, og det har landet bestemt ikke for tiden. 2) Palæstinenserne har brug for en levedygtig stat - og det har de langt fra, både på grund af konflikten med Israel og på grund af deres interne stridigheder. Alle direkte parter sidder i deres politiske skyttegrave - og de mest rabiate af dem helmer først, når de har smidt den anden part i havet. Så meget desto mere beskæmmende er det, at det internationale samfund er så fraværende. Igen. Er der virkelig ingen, der kan eller vil vise lederskab? Det er ikke længere nok at skælde ud. Det virker øjensynligt bare som at råbe i ørkenen: Ikke engang ekkoet gider svare ...