Som en uafbrudt ferie med svigerfamilien

Vi vælger, hvilke venner vi omgiver os med, vi kan korte ferien af, så vi minimerer antallet af dage i selskab med familien eller helt undgår at se dem. Men arbejdskollegerne - dem vælger chefen

Du er lige vendt tilbage efter ferien. Til kontoret, lærerværelset, byggepladsen eller institutionen. Til arbejdspladsen. Et sted, den almindelige dansker i gennemsnit opholder sig halvdelen af sit vågne liv. 9600 arbejdsdage eller 72.000 timer af et liv. 72.000 timer i selskab med nogle mennesker, vi ikke selv har valgt. En sammenligning med realityprogrammet "Robinson" vil sikkert forekomme nogle læsere en smule plat, men scenen er den samme. Personligt kan jeg godt komme i tanke om en kollega eller to, jeg kunne have lyst til stemme hjem. Én man ville forære en talisman. Én man ville fedte lidt for. To eller tre man ville skabe alliancer med, og én man ville undlade at få øjenkontakt med. Bevidst eller ubevidst. Måske sker det allerede. Uden kamera. Hver dag på tusindvis af arbejdspladser. De psykologiske mekanismer, som går i gang, når mennesker deler et ufrivilligt fællesskab, er fulde af dramaer. Derfor undrer det også forfatteren bag den meget anmelderroste bog "Undtagelsen", Christian Jungersen, at ingen har kastet sig over det tema før nu. Christian Jungersen lader handlingen i sin bog udspille sig på et ganske almindeligt kontor. Med computere, kaffepauser og kollegasnak. Det lyder måske ikke videre ophidsende, men bogen blev en bestseller og er netop solgt til udgivelse i elleve lande. Spændingen er stille, men åbenlys. - Det kan være som en sommerhusferie med svigerfamilien i regnvejr, bare ganget med 200, siger Christian Jungersen om det fællesskab, vi deler med vores kolleger på arbejdspladsen. Med et lidt kedeligt ord kaldet psykisk arbejdsmiljø, men ikke desto mindre et miljø fuld af gnister, gnidninger, stille alliancer og "sådan gør vi her"-ånd. At være en del af dette ufrivillige fællesskab får af og til det bedste, men ofte også det værste frem i os alle, forklarer Christian Jungersen. - Når man er spærret inde sammen med nogle mennesker, som man ikke selv har valgt, kalder det nogle hidtil ukendte sider frem i éns inderste. Man kan virkelig blive rystet over at finde ud af, hvad man selv rummer, når man er så tæt sammen med nogle mennesker, man ikke nødvendigvis holder af. Pludselig er man en del af intrigemageriet og oplever, at man ønsker noget dårligt for en anden. Man er vant til at se sig selv som et menneske, der vil alle andre det godt, men med ét opdager man, at man faktisk bliver i godt humør, når der er et andet menneske, der melder sig syg, eller man bliver ramt af tilfredshed, når det går dårligt for en kollega til et møde, siger Christian Jungersen. Et stille mismod "Kollega er kollega værst" var en af hovedtendenserne i rapporten "Krisebilleder" med en række beretninger fra arbejdslivet i dagens Danmark, samlet af landets største fagforbund, HK. Her konkluderede man blandt andet, at arbejdsmiljøets sande tilstand ikke kan konstateres med det blotte øje. For det er langtfra alle dagligdagens stille dramaer, der fører til sager om chikane, forklarer arbejdsmiljøkonsulent i HK Anna Juncker. - De mennesker, vi er i kontakt med, bryder sammen og græder, men der er rigtigt mange mennesker, som lider under et dagligt ubehag, uden at vi nogensinde kommer til at høre om det. Der er mange, som går hjem fra arbejde og er en lille smule triste. Det er et stille mismod. Måske har tonen været lidt grov, måske er man irriteret over, at chefen læste over skulderen, eller man føler sig krænket på andre måder. Man kan blandt andet aflæse den slags af sygefraværet, siger Anna Juncker. Der behøver ikke at ligge store dramaer til grund for, at man er modløs ved tanken om at skulle på arbejde eller hænger lidt ekstra over Medovaen efter arbejdstid. Det kan være dagligdagens småting og bemærkninger, som kan være dybt ubehagelige. Rapporten viser eksempler på sager, der er begyndt i det små. At nogle beder én om at bruge et andet toilet, eller da et af forbundets medlemmer blev bedt om at parkere et andet sted, fordi vedkommendes bil efter sigende fik "parkeringspladsen til at ligne en bilkirkegård". Generelt oplever Anna Juncker, at tonen er blevet hårdere. - Grænserne er skubbet, men det er ikke så synligt. Man kan ikke kalde det for dårligt psykisk arbejdsmiljø eller mobning. Det er ikke noget, man kan føre sag på. Det er i og for sig bare, at man kan tillade sig at sige tingene meget mere direkte til hinanden. Både fra ledelsens side, men også kollegerne imellem. Stilen er håndfast, og der bliver ikke lagt fingre imellem, siger Anne Juncker fra HK, der opfordrer til dialog om spillereglerne for samværet på arbejdspladsen. Ingen kaffeklub! Kaster man et hurtigt blik på det seneste års artikler om, hvordan vi går og har det med os selv og hinanden på arbejdspladsen, kan man læse, at mange socialrådgivere ikke kan sove om natten, at de bankansatte er stressede, at tøjdesignere arbejder under barske psykiske vilkår, og pædagogerne lider under pres. Men forskning viser, at det ikke er fordi, vi generelt er blevet mere stressede eller har fået det dårligere med hinanden. Vi taler bare mere om det. Ifølge tal fra Arbejdsskadestyrelsen anmelder et stigende antal lønmodtagere en psykisk arbejdsskade. Samtidig er antallet af anmeldelser om dårlige rygge og andre fysiske arbejdsskader dalende. Et bredt flertal af Folketingets partier indgik sidste år en aftale om at bruge 20 millioner kroner til ny forskning i mobning, chikane og vold på arbejdspladsen, og mange virksomheder er yderst opmærksomme på, at medarbejderne trives. En af dem, der oplever den øgede opmærksomhed på det psykiske arbejdsmiljø, er Line Thatt Jensen, der er arbejds- og organisationspsykolog i Bedriftssundhedstjenesten (BST) i Københavns Kommune. Når hun bliver tilkaldt af alt fra hjemmehjælpere til direktører, er det enten for at rede trådene ud mellem medarbejdere eller inspirere til endnu bedre forhold. - De relationer, vi har med hinanden, er ikke frie for følelser. Heller ikke på arbejdspladsen. Man synes simpelthen bedre om nogle end om andre. Men det er jo ikke en kaffeklub, og man er nødt til at være professionel. Hvis der er en kollega, man ikke bryder sig om, så er det en af de ting, man ikke kan gøre noget ved. Det er et vilkår. Det er chefen, der ansætter og fyrer folk, og så må man få det bedste ud af situationen ved for eksempel ikke at hænge op og ned af personen, hvis det er muligt, siger Line Thatt Jensen. Sundt med kollegakonflikt Hun afviser, at en arbejdsplads altid skal have en syndebuk. Hende, de siger, der drikker. Ham, der går før tid, eller man siger snyder med sygefravær. - Som i et parforhold eller enhver anden relation mellem mennesker, vil der altid ske forskydninger af magten. Derfor er det meget vigtigt at få kommunikationen til at fungere, så man kan få talt om de indbyrdes forhold. Men det er svært. I vesten har vi en tendens til at være meget konfliktsky. Vi tror, at når vi er uenige, så er vi også uvenner. Men der skal altså være et vist konfliktniveau i en organisation, for at den udvikler sig. Hvis vi alle sammen er enige, er det kun på overfladen. Så foregår konflikterne i det skjulte, og der kan de blive rigtigt store, siger Line Thatt Jensen I hendes arbejde med organisationer og virksomheder, gør hun opmærksom på, hvor vigtig ikke mindst kropssproget er, for at arbejdspladsen bliver et rart sted at være. Det er nemlig meget afgørende, om armene er over kors, eller blikket er fæstnet ved skærmen, når der uddelegeres arbejdsopgaver. Line Thatt Jensen understreger ligeledes, at ledelsens rolle er ufattelig vigtig for, hvordan arbejdspladsens afvikling af det interne "Robinson" kommer til at forløbe. Chefen er rollemodel og kan sprede glæde eller frustration. Men vedkommende kan langtfra løfte alene. - Hvis medarbejderne ikke vil, så sker der ikke noget, siger Line Thatt Jensen. Hønsegård eller mandehørm? Forfatteren Christian Jungersen mener, at den stille bekrigen af hinanden, som vi oplever på arbejdspladsen, altid vil være til stede, fordi jobbet er et sted præget af interessekonflikter. - Hvis arbejdspladsen er organiseret på en måde, så mennesker skal kæmpe mod hinanden for at få de spændende arbejdsopgaver eller karrierefordele, så vil man hurtigt begynde at synes dårligere om dem, man kæmper imod. Det er en naturlig psykologisk mekanisme. Man begynder at behandle det andet menneske dårligere, og det resulterer i, at man begynder at synes dårligere om vedkommende. Det er begyndelsen på en negativ spiral, som kan få meget uheldige konsekvenser, siger Christian Jungersen, der nævner lærerværelser som et eksempel på et sted, der ikke er præget af et nævneværdigt hierarki, men alligevel er berygtet for mobning. - Her findes også interessekonflikter. Måske er der en af lærerne, som alle gerne vil være venner med, eller man vil stå sig godt med chefen, eller også konkurrerer man om en ung, lækker nyansat, siger Christian Jungersen. Med andre ord findes dramaet på alle arbejdspladser. Nogle steder mere heftigt end andre. Både Christian Jungersen, Line Thatt Jensen og Anna Juncker vil dog helst frabede sig at sige noget om forskellen på det psykiske arbejdsmiljø på arbejdspladser med mange kvinder og "mandearbejdspladser". Det kunne nemt føre til generaliseringer og fordomme. - Hvor der er mennesker, er der konflikter, slår Christian Jungersen fast og tilføjer hurtigt: - Men det skal vi ikke bruge som en dårlig undskyldning for at ignorere problemerne på jobbet.