EMNER

Som man ser på TV

Igen ro efter Wall Street-tilstande i Spar Nord Bank aktieafdeling

René Kristensen troede aldrig, han skulle opleve en krise, som den der har hærget den globale finansverden de seneste uger. Foto: Michael Koch

René Kristensen troede aldrig, han skulle opleve en krise, som den der har hærget den globale finansverden de seneste uger. Foto: Michael Koch

Klik, klik, klik. Lyden fra tastaturerne bliver kun afbrudt af ringende telefoner og dæmpede samtaler på tværs af skrivebordene. Den rolige stemning i det åbne kontorlandskab hos Spar Nord Banks aktieafdelingen står i skærende kontrast til nogle af de scener, som har udspillet sig under de seneste ugers styrtdyk på aktiemarkedet. - Det har nogle gange lignet, det man ser på TV fra Wall Street. Folk fryser helt fast og sidder og måber, når de ser, at en aktie falder med ti procent på en dag. Det troede jeg aldrig, jeg skulle komme til at opleve, fortæller 27-årige René Kristensen, som er aktierådgiver hos Spar Nord Bank. De yngre bliver påvirket Denne mandag er det ikke store fald René Kristensen og kollegaerne måber over. Hen over middag er indekset over de 20 mest handlede danske aktier, det såkaldte C20-indeks, nemlig steget med seks procent, og selvom kurven svinger lidt frem og tilbage, så går den i den rigtige retning - opad. Det er ikke kun godt for aktionærerne. Det har nemlig ikke været lige sjovt at handle med aktier på det seneste. - Stemningen har ikke været lige så god, som den normalt er, specielt de yngre medarbejdere lader sig nok påvirke, fortæller Peter Møller, som er aktiechef hos Spar Nord Bank. Med sine to et halvt år i aktieafdelingen hører René Kristensen til blandt de mere uerfarne medarbejdere. - Jeg vil ikke sige, at det har påvirket mig meget. Men det kan være svært for os unge at berolige kunderne, for vi ved ikke så meget om, hvad der kommer til at ske, fortæller René Kristensen. Ramte bunden flere gange Aktiekrisen har ført den unge aktierådgiver ud i et nyt helt ukendt område. - Da for eksempel Danske Bank-aktien faldt til kurs 120 sagde vi, at nu var bunden nået. Så faldt den til 115, og vi mente, at den havde nået en ny bund. Men nu ligger den under kurs 100, fortæller René Kristensen. Som de andre 19 aktier i C20-indekset, steg Danske Bank i går. Da aktiemarkedet lukkede, kunne René Kristensen og hans kollegaer gå hjem efter en dag, hvor C20-indekset endte med en samlet stigning på ti procent.