Lokalpolitik

Som sild i silo, da tusinder ville se nybyggeri

Det ville passe Frederikshavns borgmester Erik Sørensen (S) godt, om han fik udsigt til hele den nye storkommune fra Kattegat Silo. Se billederne fra Kattegat Siloen

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra vindeltrappen øverst oppe mellem 10. og 11. etage i Restaurant Frank's var der på tætteste hold kik ned i skorstenen på Stena Danica, der havde lagt sig til kaj ved Silokajen. Foto: Carl Th. Poulsen

Drømmen om det unikke byggeri som fremtidigt rådhus lagde borgmesteren ikke skjul på, da han lørdag klippede den røde snor til en sand folkevandring ind og op i det 55 meter høje hus. Flot og indbydende tog det rustikke interiør sig ud med foyerens sorte marmorfliser, kontorernes rå plankegulve og elevatorernes blanke stål. Trods trængslen for overhovedet at komme rundt og op på de tilgængelige etager lød der lutter beundring. Næsten som en særlig cadeau til byens nye vartegn og med til at sætte husets højde i relief havde Stena Danica ovenpå værftsbesøg lagt sig til ved Silokajen, og fra højderne i Restaurant Frank's, hvor ilden buldrede lystigt i loungen, kunne trafikken i havnen beskues sammen med myretuen af mennesker for foden af det 55 meter høje hus. "Congratulation" spillede det gamle værftsorkester "All Workers Brass Brand, og blev over dagen afløst af de kunstneriske udfoldelser indendørs af Cirkus Charlie, pianisten Jacob Nielsen og Povl Dissing med Dissing, Dissing og Las. De mange lokalkunstneres udstillede værker skabte samtidig farverigt modspil til husets gråhvide beton. Og var der trængsel ved udsigtsvinduerne, kunstværkerne og fadølsanlæggene, så var det totalt sild i silo foran og i husets tre elevatorer. En enkelt elevator tog sig på et tidspunkt en times hvil, inden problemet blev løst. 12.000 ton beton er fjernet ved ombygningen af den gamle kornsilo. 2500 ton jernbeton anvendt til 10 nye etagedæk, 677 vinduer er tilføjet sammen med 194 indendørs døre og glaspartier. Til juli er alle byggeriets 12.500 kvm færdige, og hvis alt går vel også udlejet.