Somaliske pirater er stækket

Det går voldsomt ned ad bakke for piraterne - færre angreb og færre kaprede skibe, viser nye tal fra Nato.

1. juni 2012 17:25 - Opdateret 1. juni 2012 17:27

Somaliske pirater er stækket

Somaliske pirater har kun kapret syv skibe i årets første fem måneder. Det er mere end en halvering i forhold til samme periode sidste år, hvor piraterne kaprede 15 skibe.

Det viser nye tal fra Natos indsats mod pirater, Operation Ocean Shield.

Også antallet af piratangreb er faldet meget drastisk. Piraterne angreb kun 17 gange i årets første fem måneder mod 93 i samme periode året før.

I 2010 var de samme tal for månederne fra januar til og med maj, 54 angreb og 20 kaprede skibe.

Vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen siger, at det er et tydeligt tegn på, at indsatsen mod piraterne virker.

- Skibsfarten er blevet bedre til at overholde reglerne for sejlads i piratfarvande samtidig med, at flere og flere skibe beskyttes af bevæbnede vagter.

- Men den internationale flådestyrke er også gået hårdere til værks med at destruere piraternes moderskibe og deres baser på land. Tilsammen har det gjort sin virkning, siger Jan Fritz Hansen.

Skibsrederne tør dog ikke konkludere, at piratfaren er elimineret.

- Vi ved ikke, om det er stilhed før stormen. Vi har endnu ikke set, at piraterne har ændret strategi efter at handelsskibene i stor stil har bevæbnede vagter om bord.

- Vi ved ikke, om de vil kunne angribe i større flokke, så det er alt for tidligt at juble og det er nu, at indsatsen dernede skal fastholdes, siger Jan Fritz Hansen.

Ifølge den seneste opgørelse fra det Internationale Maritime Bureau, har somaliske pirater i øjeblikket 13 skibe kapret og omkring 200 søfolk holdes som gidsler.

I hele 2011 lykkedes det piraterne at kapret 22 skibe, og det var en halvering i forhold til 2010, hvor fangsten var 44 skibe.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...