Tolstrup

Sommer-cykelløb

Hullede veje generede cykelløb

Så skydes Sommer Cup i gang. Privatfoto
Så skydes Sommer Cup i gang. Privatfoto

TOLSTRUP/EM: De hullede veje var en stor udfordring, da Brønderslev Motions Cykelklub afviklede Sommer Cup fra Emvej mellem Tolstrup og Em.

- Vi måtte male på vejen, hvor cyklisterne skulle undvige, ligesom vi lappede de værste huller med jord, fortæller Steffen Schneider fra Brønderslev Motions Cykelklub.

Men cyklet blev der. 75 deltog i cuppen, og deltagerantallet stiger år for år. Det er tredje gang, der er Sommer Cup.

- Deltagerne kommer fra Skagen i nord til Hobro i syd, fortæller Steffen Schneider. Hjørring Motions Cykelklub stillede som sædvanligt med et større hold.

Der var anlagt en 12 kilometer lang rute, som skulle gennemkøres fem eller seks gange. De mest rutinerede tog ruten seks gange. Ruten var mellem Tolstrup og Em.

Cykelløbet på Emvej var det fjerde i Sommer Cup. Der mangler nu kun et løb i Fosdalen. Der er tidligere kørt i Dronninglund, Astrup og Nymølle.

Bagefter blev der grillet i vejkanten.

Formand for Brønderslev Motions Cykelklub, René Mørk, siger, at det er et problem med de hullede veje.

- Cykelstierne er endnu dårligere, bemærker han.

I klubben cykler medlemmerne typisk 80 kilometer onsdag aften og 100-120 kilometer søndag, og så er der mindre grupper, der tager flere ture i løbet af ugen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden