Sommer i Symfonien
Modsætninger mødes og anderledes musik opstår
Opdateret 23. maj 2022 kl. 10:42
Man tager Mozarts "Tryllefløjten" med den ene hånd og De Nattergales "Es war einmal ein pudelhund" med den anden. Ovenpå drysser man filmtemaer fra Mary Poppins og Den Lyserøde Panter, og så har man skelettet til et koncertprogram, som bliver festligt, fornøjeligt og i hvert fald afvekslende. Det er også hele meningen med Aalborg Symfoniorkesters årlige nytårskoncert, som traditionen tro rejser rundt i Nordjylland med et lettere repertoire til - nogen steder udsolgte og i hvert fald velbesøgte - optrædender, startende i Arena Himmerland i Støvring torsdag aften. Den, der i år skal kæde det hele sammen, er Viggo Sommer, tidligere en tredjedel af De Nattergale, men i de sidste mange år selvstændig entertainer med eget onemanshow. Han har tidligere prøvet at være konferencier for et stort orkesterarrangement, men det er første gang, han skal synge til akkompagnement af et symfoniorkester - og i duet med en operasanger i skikkelse af Louise Fribo. - Det er sådan noget, man siger ja til uden at tænke over det. Men nu hvor det er lige op over, kan jeg godt mærke, at nerverne melder sig. Det ligger unægtelig langt fra, hvad jeg er vant til, siger Viggo Sommer kort før den allerførste prøve tirsdag eftermiddag. - Det er jo altid sjovt at møde nye folk og give sig selv nye udfordringer. Det kan godt blive lidt ensomt at rejse rundt med sit eget show, og man risikerer også at gå i stå, siger Viggo Sommer, der ellers synes, at han har pænt mange jobs til daglig. - Jeg kan godt mærke, at der bliver sparet på firmafesterne rundt omkring. Førhen var det en sikker indtægtskilde, men man fyrer jo ikke 100 mennesker for at bruge pengene på en stor fest. Til gengæld er det godt for forretningen, at The Julekalender genudsendes år efter år. Folk bliver ved med at huske os. Det gælder også Louise Fribo, som trods et imponerende internationalt cv som musical- og operasanger er næsten lige så benovet over at stå på samme scene som sin folkeligt mere navnkundige kollega. - Jeg har meget respekt for Viggo Sommer. Jeg elsker The Julekalender, min 9-årige søn render rundt og synger alle sangene, efter at den blevet genudsendt i år, og så kan jeg godt lide hans humor. Mens Louise Fribo således er hjemme i De Nattergales gakkede provinshumor, er det så som så med Viggo Sommers indsigt i klassisk musik. - Jeg er ganske almindelig bruger af klassisk musik. Hvis jeg trænger til at slappe af derhjemme eller kører langt i bil, kan jeg godt finde på at skrue over på P2, og så hører jeg det, der er. Og så er min nabo bassist i Aarhus Symfoniorkester, så dem har jeg da set et par gange. Trods forskellighederne er de dog enige om, at den utraditionelle besætning nok skal komme til at fungere, når der kommer publikum på. - Jeg tror, det bliver forrygende og i hvert fald anderledes end mange andre mere højtravende nytårskoncerter. Jeg glæder mig til at blive trukket rundt i manegen af Viggo, siger Louise Fribo. Koncerten anmeldes i NORDJYSKE lørdag7. december.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.