Sommer og sang

FJERRITSLEV:Solen skinnede lyst ned gennem tagvinduerne i aktivitetscentret, da Ellen Gregersen fra Frøstrup og Dagmar Kjeldsen fra Fjerritslev underholdt og sang for til syng-sammen eftermiddag i går. Der var mødt cirka 15 ældre op, som sang med på sange om sol, sommer og den frodige natur. Ellen Gregersen fortalte ind imellem sangene små historier fra sit eget liv med udgangspunkt i sangene, som var taget fra den danske sangskat. - Vi frydes over det gode vejr, især når vi er nået op i alderen, sagde hun til de fremmødte, som stemte i, når hun sang for på "Danmark nu blunder den lyse nat" og "Se, det summer af sol". Ellen Gregersen sagde blandt andet, at hun bedst kan lide den danske sommer, selv om hun flere gange har været på ferie sydpå, hvor sommeren begynder lidt tidligere på året. - Foråret sydpå er altså ikke som i Danmark. Der bliver så hurtigt støvet dernede. Under sangene spillede Dagmar Kjeldsen på klaver. Det er ikke noget, hun er uvant med. Hun lærte at spille på orgel, da hun var 10 år, og har spillet i Aggersborg Kirke i 30 år. Hun var også organist i Kornum Kirke i 11 år og sang i 12. Nu spiller hun mest klaver, og hver søndag har hun et program med klassisk musik i Midtfjord Radio.