Sommerbogen lever på Vesthimmerlands biblioteker

VESTHIMMERLAND:Børn i Vesthimmerland kan stadig deltage i projekt ”Sommerbogen”. Ideen er at børnene låner, læser og anmelder fem af bibliotekets bøger. Projektet har sommeren over kørt på bibliotekerne i Løgstør, Aalestrup og Aars. I Aars er sidste frist for af deltage 22. august, fortæller Karin Holt fra Aars Bibliotek. Et par dage efter afsluttes projektet nemlig med en stor eftermiddags ”Sommerbogfest” torsdag 24. august. Det er første år biblioteket i Aars har et sådant projekt, men det tegner bestemt til at blive en succes, der nok tåler en gentagelse, siger Karin Holt. - I det daglige udlån giver projektet anledning til en hyggelig snak om de bøger, som børnene har læst, når de afleveret deres anmeldelser, siger hun. Samtidig er projektet givetvis skyld i et merudlån af børnebøger på hele 27 procent. - Det er en flot og overraskende stigning specielt set i lyset af, at sommeren vejrmæssigt har været alt andet end traditionelt læsevejr - uden regn og blæst, påpeger Karin Holt. I øjeblikket har omkring 45 børn afleveret anmeldelser af sommerens læsning. Men biblioteket forventer flere afleveringer de kommende uger. Det giver fast arbejde til bibliotekar Martin Jørgensen, der har designet et computerprogram, hvor anmeldelserne lægges ind og derefter kører som et powerpoint billedshow i udlånet.