Lokalpolitik

Sommeren er begyndt, og det er valgkampen også

PANDRUP:Vi er nu i slutningen af juni, og sommeren er så småt begyndt, og det samme kan siges om valgkampen. Selv indledte jeg juni med at stå på Dansk Folkepartis stand på Hjallerup Marked. Det var tredje år, jeg stod på standen, men denne gang kunne jeg ikke nøjes med at stå der en eller to af dagene, men måtte tage nogle timer alle tre dage. Meningen var egentlig, at vi skulle lave kampagne mod den nye EU-traktat for at få folk til at stemme nej. Men eftersom vi ikke rigtig vidste, på daværende tidspunkt, om afstemningen blev til noget eller ej, valgte vi også at satse på at synliggøre vores spidskandidater til det kommende nordjyske regionsrådsvalg. Da jeg er opstillet som nummer to for Dansk Folkeparti til dette valg, var det derfor naturligt, at jeg var på vores markedsstand sammen med spidskandidat Kim Bennike, så de mange, der stoppede op ved vores stand, havde mulighed for at få en snak med os. Det er en dejlig måde at møde vælgerne på. For på sådan et marked hører man, hvad borgerne mener, og samtidig kan man meget bedre forklare de udfordringer og muligheder, som både borgerne og politikerne står overfor i de kommende år med nye kommuner og en ny sundhedsregion. Ud over at snakke blev der også blæst mange blå DF balloner op. Det er jo også en del af markedskulturen, at man enten handler med noget eller at man kan vinde noget. Så udover at servere de politiske budskaber, fik vores spidskandidat Kim Bennike, som jeg stod med lørdag og søndag, en god idé. Når vi så nogle komme med røde balloner, tilbød vi nemlig at bytte en rød ud med to blå og et DF-flag. Det var en handel, markedsfolket kunne forstå, så da vi skulle lukke søndag aften kunne vi også konstatere, at vi ikke havde flere af vores egne balloner tilbage. Til gengæld havde vi mange røde inde i vores markedscampingvogn. Ja, sådan startede Kims og min valgkamp, men vi skal på tur hele efteråret, for vi får travlt. For udover at stille op til regionsrådvalget stiller vi nemlig også begge op til byrådsvalget i den nye Jammerbugt Kommune. Så der skal helt sikkert blæses flere balloner op, uddeles flere brochurer, snakke med flere folk osv. Kort sagt valgkampen er kun lige begyndt. Juni har også været en travl måned præget af mange møder. For når man skal være med til at danne en ny kommune og diskutere opbygning, struktur, borgerinddragelse og organisation, så kan det jo ikke undgås, at der lige pludselig kommer flere møder i ens kalender end det normale byrådsarbejde. Uge 24 var min store mødeuge i juni. Mandag 13. juni var jeg således i Fjerritslev med den politiske- og administrative styregruppe samt konsulenter fra KL. Her talte vi om, hvad vi vil med hensyn til borgerinddragelse. Men jeg synes, det er et svært område at tale om, når vi ikke en gang ved, hvor meget borgerne vil være med i processen og lokaldemokratiet i den nye kommune. Er lysten der, eller vil man overlade alt til politikerne? Jeg håber, at lysten er der til, at borgerne gerne vil være med til at debattere i opstartsfasen af f.eks. projekter og ikke kun, når man er nået så langt hen i beslutningerne, at der skal høringssvar, som det er i dag. Tirsdag 14. juni var jeg til fælles byrådsmøde på Nordstjernen i Blokhus, hvor vi fik gennemgået, hvor langt man er i forberedelserne til kommunesammenlægningen samt hvad de forskellige videre faser er. Dagen efter var jeg først til økonomiudvalgsmøde og senere på dagen socialudvalgsmøde. Om torsdagen var der Folkeoplysningsudvalgsmøde. Ugen skulle for mit vedkommende have været afsluttet med et møde på Christiansborg for Dansk Folkepartis tillidsfolk. Her var det meningen, at Dansk Folkepartis nej-kampagne til EU-traktaten skulle have været præsenteret. Men da afstemningen jo nu er aflyst, og der er indført tænkepause,så kunne jeg også slutte min uge med en tiltrængt pause, for det havde været en meget lang uge. Men også en uge som er meget atypisk. Som sagt er der en del ekstra møder for tiden pga. kommunesammenlægningen. Men nu er det blevet sommerferie for nogle. For os andre er det blevet mødefri periode. For som sagt er det ikke kun sommeren der er begyndt, valgkampen til de kommende valg er også begyndt, så jeg går en travl periode i møde. Rigtig god sommer.