Sommeren var bedre i år

Hoteller og campingpladser har haft flere besøgende end sidste år

Naturvidenskab 8. september 2004 06:00

SEJLFLOD:På trods af dårligt vejr og deprimerende prognoser har sommeren været god på campingpladser og hotel i Sejlflod Kommune. Dokkedal Camping, Frydenstrand Camping og Mou Hotel melder alle om flere besøgende end sidste år. - Det har været en god sommer for os. Det har faktisk været rigtig godt, siger Jens Jørgensen, som ejer Dokkedal Camping sammen med sin kone Jonna. - De første to kvartaler i år er omsætningen steget med fem procent i forhold til sidste år. Og i juli mærkede vi en stigning på otte procent fra sidste år. Det er rigtig meget, fortæller han. Godt vejr er dårligt vejr Det ellers meget udskældte sommervejr kan bære skylden for den gode sommer i Dokkedal. - Sidste år var det meget varmt, og folk tog derfor til Vesterhavet. Men det passer os godt, når det ikke er så varmt, for så kører folk efter faciliteterne og dem har vi mange af, siger Jens Jørgensen og lister op: Tre toiletbygninger med varme, svømmehal, solarium, sauna, cafeteria, heste, minigolf, pavillon med gasgrill og to legepladser. Den specielle natur, området har at byde på, er også med til at lokke turister til. - Der er kommet utrolig mange for at se vildmosen. Den er jo rigtig blevet kendt i forbindelse med fredningen, siger han. Hold da op! Længere mod nord hos Frydenstrand Camping i Skellet har de også haft en travl sommer. - Det har været et rigtig, rigtig godt år. Det ser næsten ud som om, vi har slået alle rekorder, fortæller Tina Herlev Jensen, som ejer Frydenstrand Camping. Hun har dog kun haft campingpladsen denne sæson og kan derfor ikke selv sammenligne med tidligere år. - Jeg bygger det på det, jeg hører fra fastliggerne og dem, der har været her flere år. Alle siger: Hold da op, vi har aldrig oplevet noget lignende. Der plejer aldrig at være så mange gæster på det tidspunkt, fortæller Tina Herlev Jensen. Ti procents stigning Også på hotellet i Mou har sommeren været en succes. - Sommeren er gået forbavsende godt i forhold til sidste år. Det var et dårligt år, så vi var bekymrede, især da det gode vejr ikke kom, fortæller Karen Vassvik, som er restauratør på Mou Hotel. Tallene fra sommeren er endnu ikke gjort op, men Karen Vassvik har alligevel et gæt. - For mit vedkommende er omsætningen steget omkring ti procent i forhold til sidste år, siger hun. Spiser når solen skinner Men så godt så det ikke ud i sommerens første måneder. Da holdt vejret gæsterne væk. - Det er sidst på sommeren, at stigningen er sket. Jeg kan ikke være sikker på hvorfor, men jeg gætter på, at det var fordi, vejret blev bedre. Når vejret er dårligt, går man jo ikke lige en tur og finder på at gå ind og spise, når man kommer forbi restauranten, siger Karen Vassvik. Den tredje campingplads i Sejlflod Kommune, Egense Kyst Camping, ønskede ikke at medvirke i artiklen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...