EMNER

Sommerens bedste foto

Langt de fleste mennesker bliver smigrede, når du spørger om lov til at tage et billede af dem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forfatter til bogen, Casper Tybjerg.

Bare spørg! Sådan lyder et enkelt men klogt råd forud for ferien fra fotografen Casper Tybjerg i hans nye fotobog "Mennesker", der udgives i samarbejde med fotokæden Click, med den tilføjelse, at det er god stil at spørge om lov, før man knipser. Skal man fotografere mennesker, skal man tæt på, og man skal knipse løs. Men dermed er det ikke gjort, hvis man skal have et ferieminde, der er værd at vende tilbage til. Heldigvis deler Casper Tybjerg, der som 24-årig blev kåret som årets bedste naturfotograf af Canon, WWF og Jyllands-Posten, og som i dag bliver brugt som ekspertkilde ved flere tv-kanaler, rundhåndet ud med gode fototips lige fra de helt enkle og basale til de teknisk mere vanskelige. Selvfølgelig er forudsætningen et godt kamera tilpasset ens ambitionsniveau, men husk, påpeger Casper Tybjerg, at man bliver god til at tage billeder ved at øve sig og blive ved at øve sig! Og det i al slags vejr. Det er en gammel skrøne, at billeder bliver bedst i solskin. Selv det kedeligste regnvejr giver et lys, der er værd at arbejde med. Eller lege med. For det er jo i virkeligheden det, det handler om for de allerfleste af os med et digitalt kamera. Tybjergs "Mennesker", der efterfølger hans tidligere "Fotobogen" og "Fototeknik" er en overskuelig sag med både råd til køb af udstyr, guide til at komme i gang, teknisk indsigt og teoretisk viden foruden en quick-guide – og så selvfølgelig en masse eksempler at lære af og føle sig inspireret af. Og brug dem så, sommerbillederne, hvad enten de er taget i det fremmede eller herhjemme af familiens nære. Print dem ud og sæt dem i album, opfordrer Casper Tybjerg, der fornemmer, at alt for mange feriebilleder strander på en harddisk og aldrig bliver set. Der bliver de nu næppe liggende, når først man har ladet sig inspirere. Casper Tybjerg: "Mennesker" 128 sider, 169 kr. Click Bliv i øvrigt inspireret af forfatterens online-fotoskole på: www.ttf.dk