Sommerferie med dinosaurer og robotter

Aalborg Universitet bag eksperimentarium på Gl. Torv

Naturvidenskab 20. juni 2003 08:00

CENTRUM: Vær med til at bygge en satellit eller programmere en robot. Forsøg at løfte 200 kilo ved hjælp af Newtons lov. Og stå ansigt til ansigt med en kødædende dinosaur. Det er nogle af tilbuddene i Universitarium - Aalborg Universitets nye eksperimentarium, der får premiere i Studenterhuset og i Arkitektur og Designs sal på Gammel Torv lørdag 5. juli. Det er Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, der har taget initiativ til projektet, som især henvender sig til børn. Forældre, bedsteforældre og andre vil dog også kunne lære noget nyt, lover de. De enkelte institutter på AAU skal selv stå for opstillingerne, som holder sig inden for følgende otte temaer: Dinosaurer, robotter, satellitter, 3D-billeder og -lyd, mobiltelefoni, naturens kræfter, broer og Newtons hjørne. I robotværkstedet kan man for eksempel programmere sin robot til at gennemføre en forhindringsbane hurtigst muligt. Og i værkstedet, der handler om naturens kræfter, kan man opleve nogle af naturens voldsomme kræfter i lille format. Ved hjælp af en gnist kan man få lyn til at springe frem. Newtons hjørne ansporer til at udnytte tyngdeloven til at løfte ting, som umiddelbart er alt for tunge. Man kan for eksempel afprøve vægtstangsprincippet og et trissesystem. En stak planker venter på at blive bygget om til en bro. Publikum kan forsøge sig med at vende plankerne på forskellige måder og afprøve, hvad der virker mest stabilt. Dinosaurerne på udstillingen er naturligvis hverken levende eller ægte, men sådan virker de nærmest. Universitetet har lejet tre store dinosaur-robotter, som nok skal få de yngste gæster til at gyse. Der er både en tyranusaurus rex, en stegosaurus og en stegosaurus-baby. Man kan også lære, hvordan radiobølger virker. For hvor mange mennesker, børn som voksne, forstår egentlig, hvordan det kan lade sig gøre at tale i mobiltelefon eller sende sms'er ud i den blå luft, og så havner beskeden alligevel hos modtageren? TDC Mobil er samarbejdspartner på den del af udstillingen og bidrager blandt andet med et lykkehjul, som kan aktiveres via sms. Der er lagt vægt på, at udstillingen skal være interaktiv, så publikum kan prøve opstillingerne. Universitarium holder åbent dagligt fra 5. juli og frem til 25. august. I weekenden fra 10 til 14, og på hverdage fra 10 til 17. Det er tilmed gratis at komme ind. I august kan skoleklasser booke sig ind til en rundvisning, og det er der allerede rigtig mange klasser fra hele Nordjylland, der har gjort.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...