Sommerfest i Hou

HOU:I forbindelse med sommerens dejlige feriedage afholdes der som så ofte før sommerfest i Hou. Denne gang finder arrangementet sted på Hou Havn i dagene 16. -20. juli. Sommerfesten indledes onsdag aften klokken 19.30, hvor der vil være generalprøve på Hous egen revy. Efterfølgende vil der være mulighed for at “svinge træbenet” til musik af Hou Byorkester. Dagen efter starter festlighederne klokken 19, hvor der er arrangeret bankoaften med kaffe og kage i teltet. Fredag starter løjerne allerede klokken 17 på Hou Stadion, hvor der vil blive spillet en showkamp. Klokken 19 er der madkurvsfest i teltet, og blot en halv time senere går revyholdet på scenen. Til sidst er der dans med musik af “Trio Young”. Lørdag åbner pladsen allerede klokken 13, og i dagens løb vil der være enadskillige morsomme konkurrencer. Klokken 17.30 starter serveringen af en helstegt pattegris, og bagefter er der underholdning i teltet ved “The Big 5”. Klokken 19.30 er der igen opvisningskamp på Hou Stadion, og når den er slut vil der være “Smugkro med livemusik” i teltet. Søndag - sommerfestens sidste dag - er der “Hou-løbet” for de friske, og det starter klokken 11. Derefter vil der igen blive budt på mange forskellige former for underholdning på pladsen. Klokken 17.30 udtrækker tombolaen hovedgevinsterne, og derefter vil dette års sommerfest være slut.