Lendum

Sommerfest i Lendum af to dages varighed

LENDUM:Næste weekend, både 11. og 12. august arrangerer den lokale idrætsforening LUGI sommerfest i Lendum. Fredag aften går det løs med gadeturnering for børn og Firma Fag-fodbold. Boderne åbner og der vil være en hoppepude til børnene. Lørdag Starter dagen kl. 9.00 med gratis rundstykker og kaffe i teltet med dertil hørende harmonikamusik. På samme tid slår KFUM-spejderne teltdugen tilside og åbner op for det store loppemarked. Der skulle efter sigende kunne gøres et par fornuftige loppekup, og arrangørerne opfordrer da også potentielle kunder til at tage traileren med. Over middag er der posesalg, hvor man kan købe en posefuld ting til meget billig pris. Legetøjshandel Børnene har igen i år deres bytte- og salgsmarked om formiddagen, hvor der handles legetøj og Lendum Square dansere vil give opvisning, mens kaffen nydes. Lørdag vil der endvidere blive afviklet semifinale og finale i gadeturneringerne med efterfølgende præmieuddeling. (Ko)kager Kl. 12.00 er sidste frist for indlevering af bagværk til kagekonkurrencen og på samme tid afvikles kokasse bingo. Kl. 14.00 sælges kaffe samt smagsprøver af de indleverede kager. Om aftenen er der bal i teltet og her leveres musikken af Ib og Carsten.tn