Dans

Sommerfuglenes fest

Bekker Dans afsluttede sæsonen i Hobro med stort afdansningsbal i idrætscentret

HOBRO:Der var sommerfugle i maverne hos både børn og voksne - også hos danselærer Morten Bekker, da Bekker Dans i går dansede af for denne sæson med stort afdansningsbal i Hobro Idrætscenter. Det er et bal med traditioner og en fest, som både danserne i deres stiveste puds og deres familier ser frem til. Der var da også så godt som fyldt ved alle borde, og omkring 400 mennesker kunne se frem til en festlig aften, som startede med opvisning og derpå kunne også publikum få lov at træde dansen. Men først skulle danserne vise, hvad de har lært i sæsonens forløb, og det var de mindste, som fik lov at lægge ud med en gammel kending: Fingerpolka. Siden hen blev det de større børn, de unge og de voksne, som fik lov at betræde gulvet. Bekker Dans er en familiedanseskole, som underviser i almindelig dans for både børn, unge og voksne. Derudover danses der også Disco Freestyle, Hip Hop og Funk hos Morten og Mette Bekker. De to er søskende og er ud af en familie, hvor dansen altid har været en central del af deres liv. - Vi er tredie generation. Mine bedsteforældre etablerede Bekker Dans i 1945 på Djursland. Midt i 70'erne overtog vore forældre, og vi tog over efter dem i 1989, fortæller Morten Bekker, som selv har danset, siden han var fire år. Bekker Dans har danseskole i ni byer - udover Hobro er det i Himmerland Hadsund, Mariager og Havndal samt i fem byer på Djursland. Weekenden har da også været travl for de to danselærere med tre afdansningsballer i henholdsvis Grenå, Rønde og Hobro. Dette bal markerer afslutningen på sæsonen i Hobro, men dansen går videre, for nu begynder sæsonen så i Hadsund, Mariager og Havndal.