EMNER

Sommerhus-ferien trænger til et løft

Antallet af overnatninger i de nordjyske sommerhuse er støt og roligt faldet de seneste 10 år. Med enkelte opture fra det ene år til det andet, er tallet samlet set faldet fra godt 2,8 mio. i 1994 til godt 2,4 mio sidste år.

Men sommerhusområdet har potentiale til meget mere, mener Kaj Frederiksen, direktør i udlejningsfirmaet Sol & Strand i Hune og formand for Feriehusudlejernes Brancheforening. Ifølge Kaj Frederiksen kan omsætningen på 5,5 mia. om året fordobles i løbet af seks år. - Men det kræver større kapacitet. Ud af 200.000 sommerhuse kan 180.000 udlejes, men sommerhusudlejerne har kun 30.000 at tage af, siger han. På de 10 år er antallet af feriehuse i Nordjylland kun steget med godt 2000 til 30.086. De private sommerhusejere skal i højere grad på banen med udlejning, og her kan politikerne nemt give en hånd en med. - Det gav et boom i den private udlejning, da man i 1993 gjorde gjorde de første 7000 kroner skattefri for udlejerne, siger Kaj Frederiksen. Men beløbet har ikke ændret sig i de seneste 10 år, og det har stoppet væksten. Og der er andre muligheder for øget omsætning. Opgaven er ikke kun at give folk tag over hovedet. Der skal også være tilbud om oplevelser i samarbejde med attraktioner, turistkontorer og forretninger. Vi har brug for hinanden, men det kan gøres meget bedre, siger Kaj Frederiksen, der har masser af idéer til, hvordan man kan modernisere sommerhusferien.