Tyverier

Sommerhusbande fik lange fængselsstraffe

19-årig fra Hjørring fik 15 måneders fængsel

HJØRRING:Tre unge mænd, der i forsommeren begik i stribevis af sommerhustyverier, blev i kriminalretten i Hjørring i går idømt lange fængselsstraffe. Desuden blev de også dømt for anden kriminaltet. Synderegistret nåede op på 59 forhold, som de stort set blev dømt for. De fik alle tre ét års fængsel for tyverierne, men forhold gjorde, at dommene blev forskellige. Den 19-årige Casper Daugaard Olsen, Hjørring, fik ét år og tre måneders fængsel. Han havde en fængselsdom på seks måneders betinget fængsel stående fra en voldsdom, som blev lavet om til tre måneders ubetinget fængsel. Den 25-årige Christian Henriksen, Vrå, fik ét års fængsel, mens en 19-årig mand fra Brønderslev fik et års fængsel, hvoraf et halvt år blev gjort betinget. Også hærværk Domsmandsretten mente ikke, at han havde været så aktiv som sine to kammerater, men han skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen, ligesom han skal underkaste sig antabusbehandling. Desuden blev Chr. Henriksen frakendt førerretten i tre år for spirituskørsel. I forbindelse med mange af tyverierne blev der forøvet hærværk. Men det er ikke afgjort, hvem der skal betale regningerne på i alt 13.000 kr. . Det fremgår af sagen, at de tre unge rigtig gik til flaskerne i forsommeren. Aften efter aften tog de på tyvetogt, flere gange i stjålne biler, men til sidst blev de anholdt i Furreby om aftenen den 16. juni, det var også efter et indbrud. Siden har de siddet varetægtsfængslet, og dommeren besluttede tillige i går, at alle tre skal fortsætte afsoningen: Dommer Munk-Petersen: - Nu har i siddet inde i fire måneder. I den tid er der lavet personundersøgelser. Her har I fortalt til Kriminalforsorgen, at I gerne vil i antabusbehandling, fordi I begik indbruddene i fuldskab. Fortsætter afsoning - Det er mærkeligt, at I ikke holdt op med at drikke, men fortsatte aften efter aften. Nu siger I, at I vil i antabusbehandling, men eftersom I ikke har gjort noget ved det, og der fortsat er risiko for, at I ikke har sat proppen i flasken, skal I betale ved kasse 1. Det betyder, at I skal fortsatte afsoningen, sagde dommeren til de tre. De kunne kære denne afgørelse til landsretten, men afslog. De så åbenbart det fornuftige i at fortsætte afsoningen, nu hvor de var i gang, frem for at blive indkaldt til ny afsoning om et par måneder eller tre. Mens Christian Henriksen og den 19-årige, der fik en delvis betinget dom, modtog dommen, udbad Casper Daugaard Olsen sig betænkningstid.