EMNER

Sommerhusejere ønsker vejbom

BROVST:Sommerhusejerne i Tranum-Ejstrup Lejerforening vil gerne have spærret Ejstrup Strandvej af med en bom. Vejen, der er en sidevej til Sandmosevej ved Ejstrup Strand, er en privat fællesvej på statslig grund. Den betjener både sommerhusene på lejet grund og tre private sommerhusgrunde. Lejerforeningen har spurgt Løgstør Politi om lov til at sætte bommen op, så kun beboere og deres gæster kan bruge den, og politiet vil høre Brovst Kommunes holdning. Imidlertid er det ikke kommunen, men staten, der skal sige god for en bom, da den ejer vejen. Fra Nordjyllands Statsskovdistrikt oplyser skovfoged Knud Larsen, Blokhus, at han ikke kender til sagen og derfor ikke kan udtale sig om den.