Lokalpolitik

Sommerhusgrunde på vej til hylderne

28. marts solgte projektchef Flemming Elmenhoff 40 grunde i løbet af tre kvarter ved et såkaldt forprang. Nu er nye varer på vej til hylderne. arkivfoto: grete dahl

28. marts solgte projektchef Flemming Elmenhoff 40 grunde i løbet af tre kvarter ved et såkaldt forprang. Nu er nye varer på vej til hylderne. arkivfoto: grete dahl

HADSUND:Da ejendomsmægler-kæden Home for halvanden måneds tid siden solgte sommerhusgrunde i Øster Hurup, blev 40 af slagsen revet væk på tre kvarter allerede ved det såkaldte forprang, og adskillige måtte gå skuffet derfra. Men der er håb forude. I dag tager Hadsund Kommunes teknik- og miljøudvalg tilløb til det, der henad vejen gerne skulle ende med 68 nye sommerhusgrunde i og omkring Øster Hurup. Udvalget skal tage stilling til en række lokalplanforslag, der alle handler om udstykning af sommerhusgrunde i og ved Østkystens Perle. Den største portion skal efter planen udstykkes i et område nord for Fruerlundvej og vest for Oasen. Her åbner lokalplanen mulighed for 29 grunde i størrelsen 1000-2100 kvadratmeter. Herefter følger 14 grunde i størrelser fra 900 til 1400 kvadratmeter for enden af Nr. Hurupvej og vest for Hestehaven. Specielt for dette område er bebyggelseprocenten oppe på 15 mod normalt 10, fordi grundene er relativt mindre end i de øvrige udstykninger. Ligeledes vest for Hestehaven, men denne gang nord for Langerimsvej udstykkes 10 grunde, og et tilsvarende antal er på vej nord for Nr. Hurupvej og syd for Sitkavænget. Sidstnævnte skal igennem nogle arkæologiske forundersøgelser, da Nordjyllands Historiske Museum mener, at der er stor chance for, at der kan være fortidsminder på stedet. Det er i øvrigt den eneste indsigelse eller kommentar, kommunen har modtaget til de fem planer, efter at de har været ude i offentlig høring. Ingen borgere har tilsyneladende været imod, heller ikke når det gælder den femte og mindste udstykning på fem grunde nord for Nr. Hurupvej og syd for Sitkavænget. Når og hvis udvalget godkender lokalplanforslagene, går de videre til økonomiudvalg og byrådet, som holder sit næste ordinære møde 24.maj. Dermed skulle varerne altså kunne være på hylderne i slutningen af maj.