Turisme

Sommerjob som turistmedarbejder

22-årige Susan Jensen skal servicere turisterne i højsæsonen

Den nye turistmedarbejder i I-bureauet på Asaa Camping er 22-årige Susan Jensen, der er født og opvokset i Asaa. Foto Carl Th. Poulsen

Den nye turistmedarbejder i I-bureauet på Asaa Camping er 22-årige Susan Jensen, der er født og opvokset i Asaa. Foto Carl Th. Poulsen

Efter nogle års fravær, kan turisterne igen få råd og vejledning i Asaa. 22-årige Susan Jensen er nemlig blevet ansat som turistmedarbejder i højsæsonen i det nye I-bureau på Asaa Camping. Her skal hun sommeren over betjene turisterne i området. Og det er en lokalkendt medarbejder, der er blevet ansat. Susan Jensen er født og opvokset i Asaa, så de fleste spørgsmål kan hun svare på, uden at slå op i diverse brochure. - Jeg har tilbragt alle mine somre på Asaa Strand, siger Susan Jensen og griner. - Jeg har da et stor kendskab til området, fordi jeg er opvokset her, men også fordi, mine forældre er aktive i lokalområdet, siger hun. Susan Jensen er heller ikke helt fremmed overfor turistbranchen. Hendes mor sidder nemlig i Dronninglund Turistforening. Men selvom den nye turistmedarbejder kender en del til Asaa og omegn, så har hun dog lige skulle læse op på nogle af attraktionerne uden for østvendsyssel. - Jeg har læst på, hvad der foregår i resten af kommunen, og jeg har da også allerede haft nogle turister, der skulle til et sted på Djursland, siger hun. Susan Jensen bor dog ikke i Asaa længere. Hun læser til civil ingeniør i bioteknologi på Aalborg Universitet. Og faktisk kan hun bruge lidt af dagligdagen på universitetet i sit nye sommerjob. - Vi taler engelsk på studiet, så det er klart min force. Men jeg kan da også lidt folkeskoletysk, fortæller hun. Jobbet som turistmedarbejder i Asaa, var da også det oplagte sommerjob. Dels fordi Susan Jensen nu får mulighed for at tilbringe tid på stranden igen, men også fordi hun kender indehaverne af Asaa Camping, hvor I-bureauet er placeret. - Det er jo også et hyggeligt job. Jeg kender jo Laila og Frank på forhånd. Så det er ikke en skrap chef, jeg har, siger hun og tilføjer: - Og jeg møder først klokken 13, så jeg kan nå at ligge lidt på stranden inden, siger hun og griner. Ansættelsen af en turistmedarbejder i Asaa er en del af turistindsatsen i den østlige del af kommunen, som Brønderslev Udviklingsråd har iværksat i år. I-bureauet på Asaa Camping er indtil videre tidsbegrænset til i år, og uden for højsæsonen er det indehaverne af Asaa Camping, der skal servicerer turisterne.