Turisme

Sommerkaravanen på Hedebo

SÆBY:Sommerkaravanen, der arrangeres af portalen camping.dk, arrangerer i år for fjerde gang en ordentlig rundtur i landet med shows, underholdning og fremfor alt masser af nyheder for folk med hang til campinglivet. Turen indledes i morgen torsdag med stop på Hedebo Camping i Sæby. – Vi synes det er spændende, at Sommerkaravanen lægger til hos os, siger Erik Christensen fra Hedebo og han håber på, at der dukker rigtig mange mennesker op dels for at se campingnyheder og dels for at blive underholdt. Sommerkaravanen har en helt ny mobil scene med og herpå vil der være masser af underholdning, information og konkurrencer allerede fra kl. 16. Happy Einer tager børnenes fokus med sjov og tryllerier og kl. 18 træder Flemming Werge op. TV4 optager showet og sender det fredag. Kl. 18.15 optages PJ Cafeen hvor Signe Neslein. Mads Nielsen og Peer Neslein er værter. Alle er velkomne til at overvære TV-optagelserne, hvor man kan møde kokken og politiet hver dag. Kl. 20 lukker og slukker karavanen og lægger kursen om mod nye steder. 25 udstillere er med hver eneste gang, så der er også gode nyheder og inspiration at få, for dem, der higer efter camping i det danske – eller europæiske ferieland. -cc