Sommerkoncert på Hirsholmene

Koncert med Bellman og Nis Bank Mikkelsen

HIRSHOLMENE:Bellmans livsbekræftende tekster og musik står på programmet, når Nis Bank-Mikkelsen & Bellmania-Kvartetten står på sommerkoncertens program i Hirsholmene Kirke lørdag den 24. juli 2004 Bellmania-Kvartetten består af Tine Jensen på fløjte, Inger Guldbrandt Jensen på cello, Ivar Bremer-Hauge på violin og Jan Sommer på guitar. Og programmet for kirkekoncerten veksler mellem Bellmans Epistler og instrumentale indslag af bl.a. Telemann, Haydn og Mozart samt optræden af Nis Bank-Mikkelsen, der er udklædt som Fredman. Indimellem de musikalske indslag fortæller Nis Bank-Mikkelsen om livet på Bellmans tid igennem sit skuespil, som Fredman. Dette skaber tilsammen en total oplevelse, ikke blot koncert, sang eller skuespil. Carl Michael Bellman blev født i i Stockholm 1740 i en religiøs familie, hvor han fik 14 søskende. Han er blevet kaldt et litterært vidunderbarn og allerede som 15-årig skrev han breve og poetiske tekster. Som 17-årig oversatte og udgav han bøger og musikalsk var han også begavet, idet han spillede både citar og klaver. Bellman levede et liv i sus og dus, og i 1763 skyldte han 18.000 daler væk - så han måtte flygte for kreditorerne til Norge. Han vendte dog tilbage samme år, efter at være blevet benådet af kongen. Men det vi kender og elsker Bellman for er hans vidunderlige Fredmans epistler og sange, fyldt med liv og glade dage og masser af skønne kvinder - en parodi på både livet og på Bibelen. I epistlerne sammensmelter beruselse, seksualitet og døden i en treenighed, der er repræsenteret ved guderne Bacchus, Fröja og Charon. Bellman døde, stærkt forgældet, i 1795, men hans epistler har skænket os en litterær rigdom og forfatteren selv udødelighed. Tag med en tur ind i Carl Michael Bellmans univers på Hirsholmene den 24. juli. Billetter til koncerten sælges fra Frederikshavn Turistbureau den 19. juli i tidsrummet 12.30 – 14.00 samt ved indgangen til kirken på Hirsholmene.