Fødevarer

Sommerkylling i wok og flødedessert med bær

I dag skal jeg have gæster, og det er nogle af den slags, der gerne vil snakke, så det skal der være god tid til. Jeg ved også, at de elsker alle former for wokretter. Det siger min erfaring mig. Det elsker vi også i mit hus, så det er med at benytte sig af det. Det er godt at servere noget, der falder i gæsternes smag.

Engang gik det ikke, som jeg havde regnet med. Jeg havde inviteret 10 mennesker til brunch, og for at finde på noget andet, ville jeg servere lidt chili con carne for dem. Belært af erfaringen lod jeg min mand smage på den færdige ret. Han er nemlig ikke helt så meget til stærke sager, som jeg er. Han erklærede, at der skulle mere krydderi i, så det kom der. Jeg vidste godt, at mine gæster – med 2 undtagelser, mest er til mere gammeldags mad og gerne dansk. Men det kunne vel ikke være et problem. De rejser da også i andre lande og spiser ny og fremmedartet mad, tænkte jeg. Så det måtte gå. Men de erklærede alle som en, at det brændte helt ned i deres hals, og de mente, jeg ville forgive dem! Hvad gjorde jeg arme værtinde så? Ja, jeg samlede tallerkenerne sammen, satte nye på og lod dem få de andre ting, der var på bordet. Hvad de andre ting var, kan jeg ikke huske, men det var nok noget med leverpostej, pålæg og oste. Men vi morede os over det. Sådan er det med venner, man har kendt længe. Det var for resten de samme mennesker, der for mange år siden var inviteret til at spise hos os. Det var på et tidspunkt, hvor vi kun var min mand og jeg i husholdningen. Om sommeren havde vi sagt farvel til en udvekslingsstudent, og vores yngste søn var på en tur Verden rundt. Efter i lang tid at have lavet for meget mad til os to havde jeg vænnet mig til at lave mindre mad. Men nu skulle der gæster i huset! Forretten mindes jeg ikke, men hovedretten var ikke sådan bare lige til at glemme! Jeg havde inviteret 10 gæster, indkøbt 1 lille lammekølle og 1 lille skinke, da jeg ikke helt vidste, hvordan de havde det med lam. Der blev lavet 1 lille skål med salat og 1 lille skål med kold kartoffelsalat. Lammet blev skåret ud og lagt på fadet, de 12 skiver, der var, og ved siden af nogle skiver af den lille landskinke. Alle tog lam, og så var det slut med det. Og bedre gik det absolut ikke med tilbehøret. Alle regnede med, at der var reserver i køleskabet, og tog godt for sig. Jeg måtte sparke min mand over benet, så han lige pludselig ikke havde lyst til salat, og kartoffelsalaten var væk, inden jeg skulle have. Hvorfor jeg ikke lavede mere? Jeg havde ikke mere at lave noget af, og brød var der heller ikke i skabet. Der var kun en ting at gøre, og det var at indrømme, at jeg havde taget noget så grusomt fejl. Og vi grinede den aften, og det gør vi stadig, når snakken falder på den aften med den gode, men lille middag. Ja, der er nogle, der endda siger: "Det var dengang, Lisse serverede lidt, men godt!" Dessert kan I også få. Sådan en rigtig gammeldags flødedessert med bær. Da jeg var barn, hed den fløderand, men da jeg ikke ejer en randform, er den blevet døbt om. Har I stadig bær i fryseren, så brug dem, inden de nye kommer i handel eller i have. Jeg har brugt mine, så jeg må købe noget andet. Det var svært at vælge mellem amarenakirsebær eller abrikoser i amaretto. De er begge ganske fine erstatninger for det hjemmelavede. Men vælg nu selv!