Teater

Sommerlandet genlyder af klassiske toner

Så går Vendsyssel fetsivalen ind i sin næstsidstuge . Det sker med en flot optakt i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring 1. august. Det er Sveriges meget lovende, unge sopraner, nemlig Marie Keohane, der koncerterer. Hun har et meget bredt repertoire og har optrådt på en række operascener, deriblandt Det kongelige Teater. Hun akkompagneres ved aftenens koncert af Sct. Catharinæ kirkes organist, Lars Colding Wolf. Programmet er sammensat af værker skabt af Buxtehude, Frescobaldi, Monteverdi og Händel. Tirsdag 2. august byder på en orgelkoncert i Børglum Klosterkirke, hvor solisten er den engelske organist David Sanger, der er professor ved Royal Academy of Music i London. Ved aftenens koncert spiller han et program, der er nøje afpasset efter Børglum Klosterkirkes specielle orgel. Musikken vil være af Hans Leo Hassler, G. Gabrieli, Corelli, Hugo Distler og J. S. Bach. Samme aften anslås der sprøde harpetoner i Jetsmark kirke. Det er Den jyske Harpetrio, der spiller. Trioen består af Marianne Leth på fløjte, Bjarke Gundersen på bratsch og endelig Joost Schelling på harpe. Trioens repertoire består mest af fransk musik, iblandet barok og nyere musik. Endelig er der også tirsdag en koncert i Frederikshavns kirke. Musikken ved denne koncert vil være koncentreret om Johann Sebastian Bach, hans familie og forgængere, altså en koncert med barokmusik, spillet af Trio Bertali, der består af kinesiske Mo Yi på barokviolin, den internationalt kendte cellist Gert von Bülow på barokcello og fra USA Glen Wilson på cembalo. Onsdag 3. august åbner Vrå Kunstmuseum dørene for en klaveraften med den engelske pianist David Strong. Ved aftenens koncert på Vrå Kunstmuseum vil han spille musik af Bach, Beethoven, Domenico Scarlatti og Debussy. Samme aften kan man endvidere høre en koncert med sang og guitarmusik i Tornby kirke. Sangsolist er tenoren Peter Lodahl, der ledsages af guitaristen Frederik Munk Larsen. Sammen vil de to musikere fremføre musik af John Dowland, Henrik Rung, Benjamin Britten, Carl Nielsen m.fl. Torsdag 4. august får Hune kirke besøg af Nordjysk Pigekor. Koret ledes af Anne Nørby Nielsen og i år har de valgt at koncentrere sig om H. C. Andersen. Musikken er skrevet af Poul Schierbeck, Erik Bach, Niels la Cour, Bendt Astrup og mange flere. Fredag 5. august er der orgelkoncert i Sæby kirke, hvor kirkens Bruno Christensen-orgel får lov at klinge helt ud. På orgelbænken sidder den engelske orgelvirtuos Christopher Herrick,. Han vil spille værker af E. G. Custard, Bach, Alexandre Guilmant, Percy Whitlock og Oscar Lindberg. Søndag 7. august kan man atter høre den engelske organist David Sanger, denne gang i Abildgård kirke, men da orglet i Abildgård kirke er af en helt anden beskaffenhed end orglet i Børglum Klosterkirke, vil også programmet være helt anderledes med hovedvægt på musik fra den romantiske epoke. Komponisterne er J. P. E. Hartmann, Louis Vierne, Flemming Friis m.fl. Samme aften er der også koncert i Tornby kirke. Der vil her lyde musik for violin og guitar, spillet af Duo Paganini. Violinisten Ian van Rensburg og guitaristen Søren Bødker Madsen vil sammen spille musik af Corelli, Locatelli, Schubert og som navnet antyder selvfølgelig af Paganini.