Agersted

Sommerlette sind under bøgetræerne

SÆBY:En gammel tradition blev med stor succes genfødt fredag aften under bøgetræerne ved Skovlyst. Omkring 280 mennesker myldrede således til parkunderholdningen, som Knud Holdensgård fra Sæby-Scenen havde taget initiativ til. - Jeg er meget glad for aftenen. Fremmødet var over al forventning, og vi havde en skøn aften. Stemningen var virkelig god, og alle hyggede sig, siger en glad Knud Holdensgård. Han gav den selv i rollen som konferencier - i øvrigt i fint samarbejde med Solvejg Asp. Underholdningen blev leveret af Birthe & Aksel, Helle Søndergaard, Skovens Syngepiger, Agersted Harmonikaklub og De Røde Skjorter. Ialt varede festen omkring fire timer. Allerede fredag 8. august er der parkunderholdning igen, og atter byder Knud Holdensgård og co. på et bredt program. Vise-sanger Lise Hansen starter festen og siden går det slag i slag med underholdning ved Sæby Scenens kor, Eva Lorentzen, Landsbymusikanterne og De Røde Skjorter. - Jeg håber naturligvis på flot vejr og ditte fremmøde. Og så vil jeg opfordre folk til at tage stole med. Vi har kun 150, siger Knud Holdensgård. Han regner med, at parkunderholdningen er vendt tilbage for at blive. Men han er også klar over, arrangementet er hans "barn". - Det er nok mig, der skal tage initiativet. Men det har jeg heller ikke spor imod, hvis jeg kan få god hjælp og assistance. Der skal mange hænder til for at få det hele til at hænge sammen. Men det store fremmøde viser jo, at der er behov for et arrangement som parkunderholdning i Sæby, konstaterer Knud Holdensgård.