Sommerminder fra en guldalder

Som i Skagen begyndte Sæbys æra som turistby med malerne og forfatterne, og nu kan man læse sig gennem sommerglæderne fra dengang - og genkende dem, som de stadig findes

- Skagen har jeg endnu til gode og så vestkysten nedover. Jeg vil så gerne se det alt sammen. Men forrige gang fængslede Frederikshavn og Sæby således, at jeg ikke kom videre omkring. Ubegribeligt er det mig, at ikke sommergæster i tusindvis strømmer did hen, hvor man dog har alt, hvad man kan ønske for at befinde sig vel. Citatet er af den norske digter Henrik Ibsen efter hans besøg i Sæby i sommeren 1887. Det kunne lige så godt være sagt af alle andre, som har været der. Og faktisk er vi nogle, der har det som Ibsen og aldrig kom andre steder. Eller som i det mindste, når vi alligevel gjorde, tænkte som maleren Christian Zacho under en rejse i Italien: - Her er dejligt, men jeg gav gerne al Sydens herlighed for Sæbygaard Skov i løvspringstid. - Hvis man har oplevet Sommerglæder i Sæby, ved man, hvad han mener, og så vil man nyde genkendelsens fryd, hvis man kaster sig over dem i bogform. En af Sæbys egne, forfatteren Hans Gregersen, har netop udgivet sommerglæderne på tryk – i en særlig version, oplevet gennem de kunstnere, som gav den østvendsysselske idyl dens guldaldertid for omkring 100 år siden - fra midten af 1880'erne til 1914. Ad Sæby til... Og har man dem til gode, sommerglæderne, så er det oplagt: Lystig læsning om særprægede personligheder og deres færden i den forgangne tids uberørte provinsidyl vil inspirere til at følge i deres fodspor – og hvis man holder sig fra sommerhuskolonien langs promenaden nord for byen og er en smule overbærende i forhold til de mellemliggende tiders forsømmeligheder, så kan man i virkeligheden sagtens genopleve stemningen, skønt det er blevet andre tider. Selv den karske Gustav Wied havde et blødt punkt for byen. - Jeg har ligget nogle dage i Sæby. Der er godt at være, skrev han i et brev i højsommeren 1894. Men okay – det holdt så ikke så længe som idyllen, for allerede et år efter var forfatteren igen sig selv, som man kender ham bedst. Da skrev han på vej hjem fra en rejse til Middelhavet: - Nu går det ad Sæby til, dette Sæby, dette "hjem", der rider mig som en mare, dag og nat. Netop Gustav Wied var den af tidens kunstnere, som kom til at opholde sig mest i Sæby. Han boede der faktisk i to og et halvt år, og var der hverken sommer eller glæder hele tiden, så er det i det mindste ikke kedeligt at følge dagliglivet i den litterære husholdning, sådan som forfatteren selv beskriver den i de breve, som Hans Gregersen har fundet bl.a. i Roskilde, (hvortil Gustav Wied flyttede med sin familie) og som ikke tidligere har været kendt. Tugt og utugt Gustav Wied flyttede til Sæby sammen med sin forlovede, den 23-årige Alice, som derved kom tilbage til sin hjemegn. Hun var datter af godsejeren på hovedgården Høgholt ved Sindal, Ferdinand Tutein, og oprindeligt havde den fattige forfatter forestillet sig, at lidt arv på forskud herfra skulle have lettet parrets liv. Sådan kom det imidlertid ikke til at gå, for faktisk havde faderen et ganske udpræget talent for at bruge sine penge selv, og desuden faldt datterens valg af ægtemand langtfra i tråd med Ferdinand Tuteins ønsker i den henseende. Ægtemand var iøvrigt meget sagt, for selv om Alice og hendes 11 år ældre udkårne oprigtigt elskede hinanden, blev de først gift ved en ceremoni hjemme i soveværelset og under dække af barnedåb, da Alice var syg i barselsseng efter deres andet barn. - Den ledeste halve time i mit liv, skrev Wied siden til sin bror ved tanken om præstens afsyngelse af både for- og bagsalmer i forbindelse med dåben! Ægteskabet blev indgået på krav fra den udsvævende fader på Høgholt, som man ellers ikke synes kunne have noget at lade sin svigersøn høre, når det kom til moral. Både han og hans dekadente forfald er model til Gustav Wieds senere roman, Fædrene æde Druer, men på det tidspunkt var han både skilt og falleret og ernærede sig som lotterikollektør i Randers. Rolykke Herlige beskrivelser – og det er, alt andet lige, i de tre afsnit, som handler om den den galgenhumoristiske forfatter, Gustav Wieds egne, man falder for. Af den førstefødte søn, som "er fed og rund og grinagtig". Af hans elskede Alice, som røg pibe og gik i træsko, men som var bedårende at se på og spændende at tale med – og som han skrev i et brev til sin bror: "Hun er den eneste kvinde, jeg har truffet på, som næsten synes ikke at være fruentimmer." Alice havde af hensyn til folkesnakken født sin første søn på Lolland, og imens var Gustav Wied en tid forvalter hos sin gode ven, Johan Knudsen på Bangsbo, og det var herfra, han fik kig på Sæby. Parret slog sig ned i "Rolykke", et hus, som dengang lå afsides i skovkanten, men som siden dels er blevet en etage højere, dels er overtaget af Hjemmeværnet, og som tilmed nu om dage ligger tættere på byens omfartsvej end på bøgeskoven. Men det hele var nu ikke lutter idyl, fremgår det: "- Jo-o, vi fryser jo. Min Gud, hvilke bjerge af sne! Siboni (et af de kælenavne, Gustav brugte om Alice, et andet var fru Unica) går i mine lange støvler, og jeg har anskaffet mig et par træskostøvler, de ligner muddermaskiner, men er varme. Således vandrer vi livet sammen." Også hans svigermor, Jensine Tutein, har bemærket trængslerne. - Jeg ved ikke, hvad de lever af. De får vist prosa til middag og poesi til aften, skal hun have sagt efter et besøg på Rolykke. Afstikkere Herregården Bangsbo ved Frederikshavn er nævnt – og både den og dens ejer, den velbeslåede Johan Knudsen, som omkring 1890 havde sat penge i det kontroversielle dagblad "København" og på den måde sikret både Herman Bang og Gustav Wied en journalistisk levevej, får, som den samlende - og betalende - figur, han var, megen plads blandt de sommerglæder, som er knyttet til Sæby. Og der er underholdende og fyldige afstikkere til både Skagen og København, når vi skal rundt om den flok af malere og digtere, som hentede inspiration i Sæby og dyrkede hinandens selskab, mens de drak bourgogne i haven til Clasens Hotel og i øvrigt ikke mængede sig synderligt med de lokale – Herman Bang, som jo også har givet sin version af Sommerglæder, Drachmann, som rekreerede sig på Hotel Harmonien, malerne P. Mønsted og Chr. Zacho og Albert Kongsbak for at nævne nogle få af dem. Vi er med vidt omkring, ind imellem beretningerne fra byens dagligdag med småkårsfolk og øvrighed, jernbane og jernkilde og med både kurhotel og nøgenbadning. Er det snyd, at sommerglæderne sælges som Sæbys, da? Ikke det mindste. Det er tværtimod et rigtig godt bevis på, at Sæby er verdens midte - og at alt andet folder sig ud fra den milde kyst og den grønne skov og byen med dens gamle huse. Dengang som nu. ] Hans Gregersen: Sommerglæder i Sæby, 168 sider, 98 kr. Højers Forlag