Sommershusejere skal ikke betale skat af kloakbidrag

Kommuner skal af med millioner til sommerhusejere

Skattepolitik 10. september 2002 08:00

LØKKEN-VRÅ: Omkring 300 sommerhusejere i Nr. Lyngby skal ikke betale skat af de penge, deres indskud til kloakker er forrentet med i de mange år, pengene har ligget i kommunekassen. Det har Landsskatteretten fastslået. Én sommerhusejer, forhenværende oberst, Palle Sand Sørensen, Ravnebakken 2, Nr. Lyngby, har på vegne af de 300 sommerhusejere kørt en prøvesag i Landsskatteretten, og i dommen hedder det, at der ikke skal betales skat af pengene. Der er ikke tale om en decideret renteindtægt, men om en dekort, fastslår Landsskatteretten. Løkken-Vrå Kommune havde krævet renteindtægterne beskattet, og Told og Skat i Frederikshavn var af samme opfattelse, men Landsskatteretten omstødte beslutningen. Samme politik har andre kommuner haft. Sommerhusejerne er blevet beskattet i deres hjemkommune, selv om de har sommerhus i Løkken-Vrå Kommune. For Løkken-Vrå Kommune betyder afgørelsen, at kommunen skal tilbagebetale ca. én million kroner til skatteydere. I alt er der tale om ca. fire-fem millioner kroner. Sagen går helt tilbage til 1973, da Løkken-Vrå Kommune besluttede sig for at kloakere sommerhusområdet i Nr. Lyngby. Dengang indbetalte sommerhusejerne et beløb. Først i 1998 blev der foretaget kloakering. De indskud, sommerhusejerne har betalt, er forrentet med mellem 13.000 kr. og 15.000 kr. For Palle Sand Sørensens vedkommende er der tale om 13.729 kr. Formand for Nr. Lyngby Grundejerforening, lærer Torben Thomsen, Aars, siger, at han er glad for udfaldet. For grundeejerforeningen betyder det, at foreningen skal have dækket en udgift på 40.000 kr. til advokatomkostninger fra staten. Grundejerforeningen kan ikke føre en sådan sag. Dog kan et enkeltmedlem godt rejse sagen over for Landsskatteretten, og dommen får betydning for alle medlemmer af foreningen. Løkken-Vrå Kommunalbestyrelse skal senere tage stilling til, om sagen skal indbringes for Vestre Landsret. En Landsskatterets afgørelse kan kun omstødes i det civile retssystem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...