Sommersjov bliver til i garagen

Naboerne har gratis underholdning, når kabaretteamet prøver på sine optrin og flerstemmig sang

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Na­bo­er­ne Hel­le og Car­sten Bloch Sø­ren­sen har haft gra­tis un­der­hold­ning. foto: bent bach

LØNSTRUP:Hvem ku’ vide, at der bag en garageport på en stille villavej gemmer sig Stunt Stine fra Sterup, et gospelkor, bilorienteringsløbere med vendelborøvhåler (rævehaler) og en smart sild i rød lakjakke? Svar: Naboerne Helle og Carsten Bloch Sørensen! - Det har været dyrt i gæster. De kommer jo hele tiden på besøg for at høre den gratis underholdning, som vi kan høre, når vi sidder på terrassen, siger Helle Bloch Sørensen med et grin. Og rigtigt er det da, at flerstemmig sang og musik er sluppet ud fra Tina Og Anders Vestergaards garage i den seneste tid. Den har nemlig været prøvesal for de muntre aktører bag Sommersjov - kabaretten, som onsdag 5 juli har premiere på Vendelbohus og spiller til 21. juli. Deres hund Fosse - opkaldt efter den store amerikanske instruktør Bob Fosse - kigger mystificeret på, når dens ”mennesker” optræder i garagen. Navnene Anne Mette Nors, Tina Vestergaard, Robin Haslund Buch, Kristian Bertelsen og Anders Vestergaard har ofte præget rollelisten på eksempelvis Lundergaard Revyen og Amatørscenen Vendsyssel, så musikalsk bliver kabaretten. Robin Haslund Buch sidder ved keyboardets tangenter i garagen og holdet brillerer med et af sine talenter - flerstemmig sang - i intet mindre end en ode til Hjørring. Musikken er blandt andet fra Disney Fake (fup) Book, så forvent - alt! Uden af afsløre for meget før premieren, kan vi oplyse, at vendelbomål og vendelbolune bestemt ikke bliver glemt i Sommersjov. Det er således ikke utænkeligt, at Sommersjov har opsporet en swingerklub i Hjørring. - Vi kan vist godt afsløre, at det ikke er en vendelbo, der er primus motor, siger Anne Mette Nors hemmelighedsfuldt. Dana Cup, Ny Hjørrings kommende borgmester, Finn Olesen, samt Hjørring Politi får nok også en lille hilsen, når tæppet går på Vendelbohus’ scene. Foreløbig er 18 numre sat på repertoiret, og aktørerne glæder sig over, at godt halvdelen af billetterne er solgt. Sommersjov er nemlig for aktørernes egen regning.