Fjerritslev

Sommerstemning i Hanbo Design

FJERRITSLEV: Siden Thomas Bager og hans far Renée Bager i vinter slog dørene op for den nye krukke- og kunsthåndværkforretning Hanbo Design på Ålborgvej ved siden af Statoil, er strømmen af kunder steget støt. Det fortæller Renée Bager, som er daglig bestyrer af forretningen. Den er indrettet i de renoverede lokaler, hvor der har været købmandsforretning, autohandel og senest antik- og genbrugsmarked. - Vi har jo åbent alle dage, og vi ligger et godt sted. Her er næsten hele tiden kunder, nu hvor sommerferien er begyndt, meddeler han. Lige nu er der ren middelhavsstemning i det ene af udstillingslokalerne. Det skyldes ikke mindst Annette Torrilds abstrakte malerier, der farvemæssigt passer smukt til den rustikke brugskunst fra Grækenland, Italien og Tunis. Her er lertøj til både vin, olie og blomster, husgeråd i oliventræ, stoftrykte tekstiler, fajance i intense gule og blå farver, og det er sat sammen med malerierne, så det er en ren øjenlyst. Renée Bager fortæller, at der også er gang i salget af Corbusiers kurvestole og borde af flettet kastanietræ, så han har svært ved at følge med. Og så er mange, der er vilde med granitsten til haven, især arrangementer med vand indlagt. ms