Sommerstemning ved gadekæret

Sommervej i Ø. Sundby har godt klima hele året, forsikrer beboerne. De fleste har boet der i mange, mange år

Naturvidenskab 1. juli 2003 08:00

Det er ænderne, der har mest travlt. Bortset fra en ligusterhæk-ejer, som ikke vil i avisen, selv om det kunne have været et fint sommermotiv med havemanden og motorsaven og trillebørren fyldt med afklippede grene, foregår livet denne formiddag på Sommervej i Ø. Sundby i en næsten paradisisk samklang med vejnavnet. Sommeren viser sig fra sin bedste side - så varm, at enhver bevægelse naturnødvendigt må foregå i et sindigt og afslappet tempo. Henning og Ove er allerede ved at klare verdenssituationen over hækken, da Richard dukker op for at give sit besyv med. Her er man på fornavn, for Christensen, Jensen og Thomsen har været naboer og genboer i hvert fald i de 46 år, der er gået, siden Henning Christensen og hans kone, Lillian, købte deres hus for 17.000 kr. - inklusive haven lige ned til det gamle gadekær og ænderne og springvandet. Nej, springvandet virker ikke lige for tiden. Det er ved at vælte, forklarer de tre herrer, som ellers forsikrer, at det meste i øvrigt står godt til. De fleste her er jo pensionister, som kan lade andre om at arbejde. - Se bare, hvor store og tykke vi er, siger Henning Christensen med et forsorent grin og peger på genboens bare mave. Men forresten synes de lige, det er nok så vigtigt, at der kommer til at stå noget i avisen om de fem gamle piletræer, som forlængst er gået ud, og som kommunen har lovet at fjerne. - Synes jeg måske, de pynter? Richard Thomsen, der er 84 og fhv. cementarbejder, og som ifølge naboerne sagtens kan holde til det, de ikke selv kan holde til, og som er i gang fra fem om morgenen til ti aften, byder på en tur rundt om hjørnet og ned til gadekæret mellem ællinger i flere størrelser. Op til Henning Christensens hæk står ukrudtsgræs og brændenælder meterhøjt. - Det er noget skidt det hele. Det er natur, lyder det forklarende fra en nabohave. Det er jo græs... - Det skal da passes. Det hører da med til søen... Richard Thomsen synes i hvert fald, det ser dårligt ud, når her nu ellers er så kønt. Det er der på Sommervej hele året, forsikrer de tre og synes, det er synd, hvis naboen fra Efterårsvej, Leo Froulund, skal føle sig udenfor, så han inviteres med på bænken til officiel fotografering af den sommerlige idyl. Man har et godt klima her, forstår man. Man ser efter hinanden og hjælper hinanden. - Richard har et lille værksted, så hvis vi skal bruge en pind, går vi over til ham og får den lavet til, fortæller Ove, som er gammel elektriker på værftet og Aalborg Boilers. - Og Ove kommer, hvis vi skal have skiftet en pære, supplerer Henning. Han har selv været havneformand i Aalborg i 25 år. - Kommunalt ansat, så jeg har aldrig lavet noget, griner han. I virkeligheden er han også uddannet tømrer. Haven vidner om, at han godt kunne være gartner også. Naboskabet betyder også til en vis grad fælles avis. - Jeg læser kun dem med de her krydser på, siger Ove Jensen og tegner kors i luften. Han har en fortid på de skrå brædder, i mange år i pensionist-revygruppen SOS i Aalborg. De luftige kors får ham til at tænke på historien om de to, der står og snakker, da et ligfølge kommer forbi. - Hvem mon det er, der er død, funderer den ene. - Tja, jeg ved ikke, hvem han er, men jeg tror, det er ham i den første vogn...

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...