Danmark

Sommervarmen lader fortsat vente på sig

Shorts og strandture har lange udsigter, for ugen byder på typisk dansk sommervejr af den ustadige slags.

Sommervarmen lader fortsat vente på sig

Det er hverken særlig kønt eller specielt varmt, men det vejr, vi oplever lige nu, er typisk dansk ustadigt sommervejr med byger og kun en lille smule sol. Og sådan fortsætter det hele ugen, lyder meldingen fra Danmarks Meteorologiske Institut (DMI).

- Det er ikke så meget sol, vi får, men der kommer da lidt mandag og tirsdag, siger vagtchef ved DMI Mogens Rønnebæk.

Især tirsdag vil byde på flere lokale byger i den sydlige og østlige del af landet. Samtidig blæser en svag vind. Mandag fra vest, mens tirsdag giver skiftende vinde.

Mandag og tirsdag bliver de varmeste i arbejdsugen med op mod 19-20 grader. Lidt køligere bliver det onsdag, torsdag og fredag, hvor vinden sætter ind fra vest.

- Vi får luften ude fra Nordsøen, hvor der ikke er så varmt. Det er derfor, at vi får det lidt køligere senere på ugen, siger Mogens Rønnebæk.

Torsdag kommer vi ned omkring 15 grader, mens der er op mod 18 grader til de heldige fredag. Til gengæld bliver det overvejende tørvejr hen mod arbejdsugens slutning.

Det er dog langt fra godt nyt for alle. For selv om den seneste tid har givet en del vand, er der stadig steder i landet, hvor landmænd og folk med jordbærbuske i haven godt kunne bruge noget mere regn.

Særligt grelt står det til i den sydlige del af Sjælland og på Lolland-Falster, viser DMI's tørkeindeks.

- Der er det ekstremt tørt. Vi mangler vand til naturen og jordbærrene, og det er ikke lige det, vi kan præstere i denne uge.

- Til gengæld rammer ugens byger de steder, der trænger mest, så det kan måske bringe lidt mere balance i systemet, lyder det fra vagtchefen.

Varmt sommervejr er der ikke noget af i horisonten:

- Der er ikke rigtig noget, der tyder på det. Det bliver lidt lunere i weekenden, men fortsat ustadigt, forudser Mogens Rønnebæk.

/ritzau/