Sommervejr er læsevejr

Mange har kun tid til at læse skønlitteratur i ferien

Film, pc-spil og faglitteratur bliver modsat romanerne sjældent udlånt, når sommersolen skinner.Arkivfoto

Film, pc-spil og faglitteratur bliver modsat romanerne sjældent udlånt, når sommersolen skinner.Arkivfoto

BRØNDERSLEV:Kogebøger til Weberen, rejsebøger og gådebøger til børnene bliver revet af hylderne på biblioteket, når sommerferien gør sit indtog. Danskerne har fundet ud af, at bøger ikke kun nydes indendøre med en kop varm te, mens efterårsstormen raser. På Brønderslev Bibliotek har de ansatte travlt sommeren over. Det er naturligvis de letlæselige kriminalromaner og kvindelitteratur som ”Nynnes Dagbog” og ”Bridget Jones”, der bliver udlånt i stor stil. De egner sig godt til afslapning i haven eller læsnng på stranden. Det sker da også, at de kommer tilbage med sand mellem siderne. Børnene er også aftagere til mange bøger for tiden. - Hvis de skal køre langt i bil på ferien, låner de en stak historier læst ind på cd, som de kan sidde og høre. Gådebøger er også populære, så de rigtig kan plage forældrene med dem hele turen, siger bibliotikar Jytte Albrektsen. Klyngen af computere i børneafdelingen står næsten ubenyttede hen. En lyshåret piger sidder som den eneste og kigger lidt på nogle hjemmesider. - Antallet af udlån er stort set det samme året rundt, men om sommeren bliver folk her ikke så længe og sidder ved computerne eller tager sig tid til at læse avisen, fortæller Jytte Albrektsen, der i stedet kan se, hvordan hylden med de nye romaner bliver studeret nøje. Til gengæld har flere af de udenlandske turister fundet ud af, at bibliotekerne har gratis internet, så flere kigger forbi for at tjekke deres mail.