Danmark

Sonde sendt på årelang mission for at indsamle asteroidestøv

Missionen skal øge menneskehedens chancer for at undgå katastrofer på Jorden som følge af asteroidenedslag.

Atlas V OSIRIS-REx Rollout Foto: Scanpix/Nasa/joel Kowsky

Atlas V OSIRIS-REx Rollout Foto: Scanpix/Nasa/joel Kowsky

Den amerikanske rumfartsorganisation, Nasa, har kort efter klokken 1 natten til fredag dansk tid opsendt den ubemandede rumsonde Osiris-Rex fra Cape Canaveral i Florida. Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Rumsonden skal på en syv år lang mission for blandt andet at indsamle støvprøver fra asteroiden Bennu.

Rumsonden skal bruge de næste to år på at nå frem til asteroiden, som hvert sjette år passerer gennem Jordens bane under kredsløbet rundt om Solen.

Skulle det usandsynlige ske, at asteroiden Bennu kolliderer med Jorden engang i det 22. århundrede, vil det udløse et brag 80.000 gange kraftigere end atombomben, der udslettede Hiroshima i 1945.

Risikoen er så lille som én til 2700, vurderer eksperter. Alligevel bliver Bennu med en diameter på 500 meter klassificeret som en "potentielt farlig asteroide".

Michael Linden-Vørnle, astrofysiker og chefkonsulent ved DTU Space, har tidligere forklaret over for Ritzau, at Osiris Rex-missionen har to formål:

Foruden at den skal give forskere endnu flere informationer om asteroiden, skal missionen øge menneskehedens chancer for at undgå katastrofer på Jorden som følge af asteroidenedslag.

I 2135 passerer Bennu ind mellem Jorden og Månen, og det kan påvirke dens fremtidige bane.

Osiris-Rex bruger fra 2018 et års tid på grundigt at undersøge Bennus kemiske sammensætning, mineralogi og geologi.

Desuden skal der opsamles mindst 60 gram materiale fra Bennus overflade.

Missionen varer til 2023, hvor Osiris-Rex forhåbentlig kan aflevere prøver af asteroidestøv til forskerne på Jorden.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst