EMNER

Sonofon sørger for forbindelsen

Sonofon skal levere telefoni til Ny Hjørring Kommune

NY HJØRRING: Ny Hjørring Kommune vælger Sonofon som leverandør af storkommunens telefoniløsninger. Kommunen og telefonselskabet har netop indgået aftalen. Sonofon leverer både IP-telefoni til de tidligere rådhuse og mobiltelefoner til folk i marken. IP-telefoni er telefonforbindelse via internettet. På rådhusene er alle medarbejdere i forvejen koblet på internettet, så IP-telefoni er en let og billig løsning, som fungerer ligesom almindelige fastnettelefoner. - Vi indfører IP-telefoni de steder, hvor det er mest fordelagtigt, som på de gamle rådhuse, hvor medarbejderne har en fast arbejdsplads og taler meget internt mellem afdelingerne. De mindre institutioner og medarbejdere, der fortrinsvis er mobile, udstyres derimod med mobiltelefoner, siger kommunaldirektør Jesper Christensen. Aftalen med Sonofon gør det i følge Jesper Christensen billigere for borgerne at ringe til kommunen. Kommunen og Sonofon har nemlig valgt en enkelt nummerserie til kommunens telefoner. Det betyder, at borgerne kun betaler laveste fastnettakster, når de ringer til kommunen. Uanset om den medarbejder de får fat i, taler i mobil eller i fastnettelefon. Samtidig gør nye omstillingsborde det muligt for omstillingspersonalet at se om medarbejdernes mobiltelefoner er tændt eller optaget. Omstillingen kan derfor straks sende borgeren, som ringer ind, videre til en medarbejder, som ikke er optaget i stedet for at de havner i en telefonsvarer. - Vores fornemste opgave er at yde en høj service til borgerne. Det får vi mulighed for med de nye omstillingsborde, siger Jesper Christensen. Hos Sonofon er man naturligvis glad for aftalen. - Den understreger, at Sonofon er godt rustet til at levere en totalløsning til en sammenlagt kommune, vurderer Stefan Kercza, salgsdirektør for Sonofon Erhverv. - Dermed sikrer vi, at kommunen får besparelser, øget fleksibilitet og effektive telefoniløsninger.