Sony vælger End2End som partner

Den nordjyske End2End, der lever af at udvikle og formidle mobile serviceydelser, skal distribuere en revolutionerende music-streaming-løsning fra Sony.

Den nye mobile service har fået navnet StreamMan og havde premiere hos den finske mobiloperatør TeliaSonora i går. StreamMan bliver kaldt verdens første personlige mobile musikservice, og den gør det muligt for kunderne at trække på et stort udvalg af musiknumre fra både store og små uafhængige pladeselskaber. Den mobile service, der er udviklet af Sony Network Services i Europa giver også adgang til aktuelle nyheder og baggrundsinformation om kunstnerne, ligesom den inkludere et system til udveksling af musiknumre. Populært sagt kan man skabe sin helt personlige musikkanal, der løbende spiller ens yndlingsnumre. End2End i Aalborg skal stå for den daglige forretning med den ny musikservice. - Vi er overbeviste om, at mobiltelefoner vil ændre den måde forbrugerne vil modtage og anvende musik, og StreamMan kombinerer det bedste fra en forskellige medier, siger Andreas Spechtler, direktør for Sony Network Services Europe. Han fremhæver, at Sony har valgt End2End som samarbejdspartner i kraft af de systemer, det nordjyske selskab har udviklet til distribution af mobile servicetilbud. - Og vi ser frem til at udvide partnerskabet til det øvrige Europa, tilføjer Andreas Spechtler.