EMNER

Sorg og medfølelse over tabet

KØBENHAVN:Sorg og medfølelse udtrykker de politiske ledere over tabet af de to danske soldater onsdag aften i Afghanistan. Men samtidig lyder det fra Christiansborg, at soldaterne udfører en vigtig mission, som må fortsætte. - De dræbte og den sårede var en del af den vigtige indsats i Afghanistan, hvor danske soldater yder et afgørende bidrag til at skabe sikkerhed, frihed og demokrati for befolkningen. Taliban skyr ingen midler for at bremse fremskridtene i Afghanistan. Det må ikke lykkes for dem, siger statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) i en pressemeddelelse. Han udtrykker ved samme lejlighed sympati med de efterladte. - I denne tragiske situation går mine tanker og min dybeste medfølelse først og fremmest til soldaternes familie og til den soldat, som blev såret i angrebet, siger han. - Det er en tragedie, som berører alle dybt. Jeg tænker først og fremmest på soldaternes familier, som har mistet det meste dyrebare, de har. Tragedien er også forfærdelig for soldaternes kammerater. Jeg ved, de sidder derude med en følelse af tomhed og sorg. Til dem vil jeg sige: I gør en uvurderlig indsats i kampen mod den internationale terrorisme og for demokrati. Taliban må ikke få held til at bremse den demokratiske udvikling i Afghanistan, siger den socialdemokratiske leder, Helle Thorning-Schmidt. Den konservative leder, vicestatsminister Bendt Bendtsen, sender sin dybeste medfølelse til de pårørende, familien, venner og kolleger til de dræbte, men understreger på linje med sine kolleger, at soldater kæmper for en vigtig sag. - Sorgen har ramt os midt i en vigtig dansk indsats for demokratiet fjernt fra Danmark, siger han. Dansk Folkepartis formand, Pia Kjærsgaard, siger: - Jeg sender min dybe medfølelse til soldaternes familie og venner, og mine tanker går også til den sårede soldat og de øvrige kolleger. Genopbygningen af Afghanistan og nedkæmpelsen af Taliban er en meget vigtig opgave, som de danske soldater bidrager til på bedste vis. De fortjener vores fulde opbakning og støtte. SF: Soldater hjem SF og Enhedslisten er de eneste partier, der ikke er med i den politiske aftale bag soldaterne i Afghanistan, og SF¿s formand Villy Søvndal mener, at soldaterne skal trækkes hjem. - Jeg synes den danske regering skylder at fortælle danskerne om krigens reelle vilkår. Jeg hører fra mange soldater, og mange af dem synes ikke, at det politiske flertal bag beslutningen om den danske deltagelse overhovedet forholder sig til realiteterne i Afghanistan. Vi er længere fra at vinde ¿hearts and minds¿ hos civilbefolkningen end nogensinde. De danske soldater er sendt ud på en ufattelig farlig mission og i aftes kostede det så to danske soldater livet. Vi taler om timers ildkamp, og presset på soldaterne har været enormt. Vi kan jo slet ikke forestille os, hvilke tanker der går gennem hovedet på deres kammerater dernede i dag, siger Villy Søvndal./ritzau/