Frederikshavn

Sorggruppe er på vej

Ældre Sagen etablerer en sorg- og livsmodsgruppe i Frederikshavn

Formanden for Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø, Birthe Pagh, er klar til at præsentere en sorg- og livsmodsgruppe i Frederikshavn. Arkivfoto: Peter Broen

Formanden for Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø, Birthe Pagh, er klar til at præsentere en sorg- og livsmodsgruppe i Frederikshavn. Arkivfoto: Peter Broen

FREDERIKSHAVN:Som noget helt nyt kan Ældre Sagen Frederikshavn-Læsø nu præsentere en sorg- og livsmodsgruppe.

Forleden blev der holdt et informationsmøde, hvor repræsentanter for Ældre Sagen og Frederikshavn Kommune leverede de nødvendige informationer.

17 mødte op for at overvære mødet, hvilket var over al forventning. Og om få uger er de første seks deltagere klar til at møde hinanden i en sorg- og livsmodsgruppe, hvor formålet er at få sat ord på sorgen over at have mistet en ægtefælle og samtidig finde en vej til at ”komme videre”.

I øvrigt viser det sig, at der også er interesse for at etablere en ren mandesorggruppe, hvilket rent faktisk er en sjældenhed.

Formanden for Ældre Sagen i Frederikshavn og Læsø kommuner, Birthe Pagh, har tidligere arbejdet med selvhjælpsgrupper.

- Min erfaring er, at mennesker har stor glæde af at være sammen med andre, der er i samme situation. Det er vigtigt, at man ikke er navlepillende hele tiden, og i gruppen kan man bruge hinanden til at komme ”ud i verden” og få startet en anden tilværelse. Først får deltagerne bearbejdet savnet, og bagefter kan man se på, hvordan ens nye livssituation er, siger Birthe Pagh, der begyndte i Ældre Sagen som besøgsven.

Senere blev hun formand, og en af mærkesagerne har netop været at få etableret en sorggruppe.

Hun oplyser, at det er meget op til deltagerne selv, hvor tit de vil mødes, og næste skridt er at få kontakt til en række frivillige, som skal være igangsættere på projektet.

I den forbindelse bliver der etableret et kursus, og de frivillige skal blandt andet sørge for det praktiske arbejde omkring sorggruppen, som for eksempel at finde egnede lokaler og lave kaffe.

- De frivillige skal ganske enkelt sørge for, at deltagerne føler sig godt tilpas. Men de skal for eksempel også sikre, at alle i gruppen får mulighed for at komme til orde, siger Birthe Pagh.

Sorg- og livsmodsgruppen får - indtil videre - base i Ældre Sagens lokaler i Rimmensgade i Frederikshavn.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk