Sort arbejde er næstekærlighed

Vær god mod din næste og spar penge, opfordrer filosof og samfundsrevser

Sort arbejde 8. september 2004 06:00

NORDJYLLAND: Der findes utrolig mange facetter i debatten om sort arbejde, og den moralske del fylder godt i både de faglige organisationer og politikernes synspunkter. Hvordan kan borgerne kritisere illegal arbejdskraft, når store dele af befolkningen selv arbejder og køber sort? Og hvordan kan man kræve, at man bliver behandlet hurtigt på sygehuset, når man ikke er med til at betale til gildet. Sådan lyder et par af påstandene om en fremherskende dobbeltmoral. Arno Victor Nielsen er filosof og kendt for sin rolle som kommentator af næsten alle emner i samfundet. - De fleste mener grundlæggende, at organiseret sort arbejde er skidt, og det er også forkasteligt, når nogle hæver social støtte ved siden af, indleder Arno Victor Nielsen, og så har han samtidig givet sit eneste eksempel på, at der kan være et moralsk problem ved sort arbejde. For når det kommer til ellers lovlydige skatteborgere, som får udført lidt sort arbejde en gang imellem og ellers ikke snyder med selvangivelsen, mener han ikke, at der er tale om dobbeltmoral. Staten er umoralsk Debatten om sort arbejde indeholder også synspunkter om, at man i højere grad skal fokusere på modtagersiden, og flere mener, at man direkte skal kriminalisere og kontrollere hos private borgere, der får udført ombygninger. - Folk oplever ikke at det private sorte arbejde er bedrageri, mener Arno Victor Nielsen og giver et eksempel på mælken i supermarkedet. - Vi har nogle penge i lommen og betaler en mælk. Hvis mælken er på tilbud, bliver der mindre til staten, men det er ikke noget, vi tænker over. Vi oplever derimod, at vi skal betale skat to gange, når vi hyrer en håndværker og betaler ham mere, end vi kan få en sort for, forklarer filosoffen, der nu har talt sig varm. Selvom han ikke har haft mange minutter til at tænke over, hvilken betydning sort arbejde har for danskernes moral, trækker han fra land, så selv Guld-fireren måtte opgive at svare igen. Det kan han gøre med sindsro og uden ansvar, for som filosof og professor i æstetisk teori har han, som omtalen af ham som foredragsholder på en hjemmeside også konstaterer, en 'filosofisk indgangsvinkel til i princippet et hvilket som helst emne, gerne aktuelt'. - Når køberen af sort arbejde og mureren laver en aftale, så er der to vindere og en taber, forklarer Arno Victor Nielsen. Det betyder ifølge ham, at både mureren og køberen tjener på at lave en aftale, mens staten er taberen i dét spil. - Det handler om næstekærlighed. Borgerne har altid skullet alliere sig mod skattevæsenet. Hvis jeg sagde, "jeg vil ikke hjælpe dig", ville dét være et større moralsk problem. - Vi får at vide, at vi er umoralske. Nej, lovgivningen er umoralsk, og det er staten, der spiller os de muligheder i hænderne, mener Arno Victor Nielsen. Bløde værdier Filosoffen kan næsten ikke stoppe sin vandring mod et anarkistisk samfund, men han opfatter altså sort arbejde som et af de sidste midler, vi har som forsvar imod statens styring. Men han ser også på de mere bløde værdier i form af sort arbejde, og han ønsker hverken et stikker- eller overvågningssamfund. - Sort arbejde gør mig til ven med én, som jeg ellers ikke er ven med, og det gør arbejde til andet end kold forretning, siger han og fremhæver, at der ligger oplevelseskvaliteter i sort arbejde. - Vi har et varmere samfund i kraft af sort arbejde. Det føles dejligt, og der sker en forbrødring, og det er med til at forøge den moralske kapital i samfundet, påpeger han. - Vil vi have et samfund af stikkere eller et samfund, hvor man kan gøre noget sammen, spørger Arno Victor Nielsen. Mangler proportion Undervejs i filosoffens overvejelser om for og imod og midt i mellem, ser han også på den økonomiske bundlinje, ved det sorte arbejde som danskerne udfører. Der har været tale om alt fra 50 til 200 milliarder kroner. - Beløbene er jo små i forhold til de store virksomheder, der snyder i skat. Se på TDC, der tørrede staten for fire milliarder, eller Jyske Bank, der afskrev deres eget tab. Hvem er det egentlig, der er umoralske i samfundet, spørger han højt og langer samtidig kraftigt ud efter Skatteministeriets kampagne imod sort arbejde. Skatteminister Kristian Jensen (V) har lanceret en Fair Play-kampagne imod sort arbejde, og den vil blive fulgt op med en lovpakke, der indeholder højere straffe og bøder og flere kontroller. - Den er kraftigt moraliserende. De moraliserer for samfundets penge, når de bruger penge på kæmpestore billboard-reklamer, mener Arno Victor Nielsen. Ingen grænser I debatten om sort arbejde indgår også overvejelser om, hvor man skal sætte grænserne for vennetjenester og nabohjælp. - Man kan ikke sætte et grænse, for når man sætter en grænse, er der et problem - for så har vi en synder. Vi ved godt, hvornår det er ulovligt, påpeger Arno Victor Nielsen, og han kan ikke se noget fornuftigt i argumentet om, at er på vej ud af en glidebane. - Argumentet er forkert, for vi er ikke flossede i kanten. Vi lever jo ikke i sovjet-staten. Vi vil prøve grænser af, og spændet mellem staten og individet er et sundhedstræk, mener han. Filosoffen koger på dette tidspunkt, og der er ikke langt til de intellektuelles svar på klimaks: - Vær god mod din næste og spar penge eller støt noget, der er tvivlsomt - samfundsøkonomien? Jeg vil meget hellere hjælpe mureren, eller en ven, med arbejde og penge i lommen, konstaterer han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...