Sort arbejde kan give fængselsstraf

Hvis håndværker bliver opdaget, kan det give 3 måneder bag tremmer

Sort arbejde 3. september 2004 00:42

NORDJYLLAND: Den anonyme sorte håndværker, "Jakob Nielsen", som i torsdagens avis fortalte om omfanget sit sorte arbejde, vil få en ubetinget fængselsstraf, hvis han bliver afsløret. Det mener funktionschef Lars Christian Jensen i lov- og administrationsafdelingen hos ToldSkat i Nordjylland. - Hvis omfanget er korrekt med en omsætning på 1,5 millioner kroner, vil han helt sikkert få en ubetingets fængselsstraf. Der er ingen tvivl om, at det her er forsætligt, siger Lars Christian Jensen. Han oplyser, at håndværkeren samtidig ville få en tillægsbøde, som svarer til det beløb, som har unddraget skattevæsenet - i dette tilfælde har håndværkeren selv oplyst et beløb på 500.000 kroner. Den anonyme håndværker, Jakob Nielsen, er ikke direkte overrasket over, at han står til en fængselsstraf, hvis han bliver opdaget. - Det generer mig ikke, siger Jakob Nielsen. - Det er da en del penge, men de skal jo også kunne bevise omfanget, påpeger han. 150 millioner kroner Lars Christian Jensen ser ind i mellem sager, som ikke kan afgøres mindeligt mellem borgeren og myndighederne, hvor personen i stedet bliver hevet i retten. Og der skal ikke mere end 200.000 kroner til i unddraget skat eller moms, før tremmerne truer. - Så snart vi er over 200.000, taler vi om ubetinget fængselsstraf, fortæller han. Han påpeger samtidig, at man selvfølgelig kan lempe straffen, hvis borgeren selv tropper op på skattekontoret og fortæller sandheden. Men så snart beløbet er over 100.000 kroner, vil man under alle omstændigheder skulle afgøre sagen i retten. Alene i Nordjylland har ToldSkat indtil videre hentet 150 millioner kroner i ekstra moms og skat hos nordjyderne. Beløbet er altså uden omfanget af bøder, og Lars Christian Jensen kan ikke oplyse et præcist tal for, hvor mange bøder, og størrelsen af bøderne, der omhandler udførelsen af sort arbejde. - Men der er altså straffesager mod håndværkere, påpeger han.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...