Sort guld med politisk slagkraft

Uden olien havde OPEC-landene ingen magt til at pille ved verdensøkonomien

Uddannelse 12. december 2004 05:00

Af Ritzaus medarbejder Frank Jørgensen GENEVE: Ignoreret, frygtet, skældt ud, latterliggjort. OPEC har prøvet det hele. Fra at have været ukendt uden for oliebranchen i de første spæde år, er de 11 lande i Organisationen af Olieeksporterende Lande (OPEC) blevet en magtfaktor, der kan ændre aktiekurser verden over, og som har indflydelse på private husholdningers økonomi. Det er en rolle, der har parkeret OPEC på øretævernes holdeplads. Når OPEC-landene mødes for at aftale kvoter, er der ikke mangel på råd fra analytikere og olieselskaber, der mener at vide, hvad der bør gøres. Og når OPEC f.eks. aftaler, at kvoterne skal ned i et forsøg på at tvinge olieprisen op, skorter det ikke på skuldertræk og smil, når det viser sig, at prisen i stedet falder. Ofte uenige Men hvis OPEC har en anelse held med sin kvotepolitik, er det ofte kritik, som organisationen bliver mødt med. Landene forsyner verden med omkring 40 procent af det samlede olieforbrug og sidder på 75 procent af verdens kendte reserver. Prispolitik inden for så stort et område sætter sine spor. Men det har vist sig, at med sådan en magt i ryggen preller beskyldninger om usportslige prisaftaler i en stadig mere liberal verden af. Det er realpolitik, som fastsætter OPEC's priser. OPEC har sat sig selv i en svær rolle. Landene i organisationen er på mange måder så forskellige, at sultne løver om en nedlagt zebra virker mere organiseret end samarbejdet mellem Algeriet, De Forenede Arabiske Emirater, Indonesien, Irak, Iran, Kuwait, Libyen, Nigeria, Qatar, Saudi-Arabien og Venezuela. Der er tit stor uenighed om tildeling af kvoter og dermed indtægter, og i øjeblikket, hvor olieprisen er høj, er der mere end almindelig opmærksomhed om OPEC, når de mødes for at finde ud af, om de skal forsøge at tvinge prisen op eller ned. Sådan har det imidlertid ikke altid været. OPEC er født på baggrund af et kartel, der havde betydelig mere kontrol med olieprisen, end OPEC nogensinde har haft. Og megen af den kritik, der rettes mod OPEC, kommer fra de store olieselskaber, som OPEC fravristede kontrollen med priserne. Kontrollerer prisen Fælles for OPEC-landene er, at de stort set kun har én ressource at tilbyde omverdenen, olien. Det var store internationale olieselskaber, der købte koncessioner i olielandene og udviklede industrien i bl.a. Golfen i 1930'erne, 1940'erne og 1950'erne. Exxon, Shell, Gulf, Mobil, BP, Texaco og Chevron - populært kaldet "De Syv Søstre" - havde hver især koncessioner i et eller flere lande, men udvinding af olie i hvert land blev kontrolleret af et holdningselskab, hvor Søstrene var repræsenteret. På denne måde kunne de kontrollere prisen og bestemme, hvor meget olie verden skulle have, og hvorfra olien skulle komme. Olielandene blev betalt med såkaldte referencepriser, der blev fastsat af Søstrene. F.eks. blev det aftalt, at overskuddet for en tønde olie (159 liter) skulle deles 50-50, men olieselskabet trak først produktionsomkostninger fra - ofte en variabel størrelse. Derefter kunne overskuddet deles, men i den halvdel, som olielandet skulle have, blev koncessionsafgiften indregnet. Olielandene mente, at de fik for lidt ud af det, og de var specielt utilfredse med, at Søstrene fastsatte salgsprisen. Blev klogere på magt I februar 1959 blev prisen reduceret med 10 procent, og det vakte vrede. I august 1960 blev prisen reduceret med yderligere syv procent, og så var det, at Saudi-Arabien kontaktede Venezuela for at finde ud af, om noget kunne gøres. Resultatet blev, at de to lande sammen med Kuwait, Iran og Irak i september 1960 mødtes i Bagdad og etablerede OPEC, hvis formål var at hindre yderligere prisreduktioner. Der var ikke mange uden for oliebranchen, der noterede sig, at OPEC var dannet. Men noget begyndte at ske rundt om i olielandene. Der var op igennem 1950'erne begyndt at komme mindre uafhængige olieselskaber, som gav bedre priser end Søstrene. Som årene gik, var det med til at svække de multinationale selskabers kartel, og i løbet af 1960'erne meldte flere lande sig ind i OPEC. Efterhånden blev OPEC bedre til at forhandle priser med de store selskaber. I 1970 besluttede de at føre kollektive forhandlinger for at stå bedre imod selskaberne, og samtidig skete der i de år noget på den politiske scene, bl.a. nationaliseringer i Libyen og i Irak. Sad hårdt på olien I 1973 under den israelsk-arabiske krig besluttede de arabiske OPEC-lande, at de ville forsøge sig med olievåbnet. Det gav verden en lektion i, hvilken magt olielandene i Golfen kan mønstre. De indførte olieembargo mod USA på grund af amerikansk støtte til Israel og hævede olieprisen for Vesten, hvilket førte til et dramatisk fald i det vestlige olieforbrug. Hermed løsrev olielandene sig for alvor fra de store selskabers indflydelse, og oliebranchen blev aldrig den samme mere. Vesten blev klar over, at olielandene sidder med en stor indflydelse på hverdagen. En konflikt langt væk kunne pludselig betyde, at det blev forbudt at køre i bil om søndagen i Danmark. Men også olielandene fandt ud af, at de skal passe på med, hvordan de forvalter deres eneste ressource. Olieblokaden satte nemlig gang i udviklingen af alternative energikilder og sparetiltag i Vesten, og det er et element, som OPEC også i dag er nødt til at tage hensyn til, når de skal fastsætte deres produktion. - Stenalderen sluttede ikke på grund af mangel på sten. Oliealderen vil være slut længe før, at verden løber tør for olie, har Sheikh Zaki Yamani, Saudi-Arabiens legendariske olieminister fra 1962 til 1986, sagt. OPEC fortsatte op igennem 1970'erne med prisfastsættelse gennem beslutninger, men det viste sig, at det var besværligt. Den olie, der blev produceret uden om OPEC, blev solgt til en anden pris, og så blev OPEC nødt til at reducere sin pris for at slippe af med olien. Strid om kvoter I 1983 blev det så afgjort, at OPEC skulle sende olie på markedet efter et kvotesystem. Hvert land fik tildelt en kvote, der skulle sikre, at verdensmarkedsprisen holdt sig inde for et prisbånd, som OPEC aftalte. Det har i tidens løb vist sig at være en svær balancegang, da kvoten fastsættes efter parametre, der er uden for OPEC's kontrol. Det gælder bl.a., hvor meget olie ikke-OPEC-lande producerer, hvor stor efterspørgslen er, hvor store lagre der er, hvordan verdensøkonomien vil udvikle sig. Samtidig er der ikke altid enighed om, hvor store kvoterne skal være, og ofte bryder landene deres kvoter. Nogle OPEC-lande har en interesse i at producere meget olie, hvis prisen er høj, eller hvis de på grund af hjemlige problemer har brug for penge. Lande med forholdsvis små reserver er interesseret i en høj pris for at få så meget som muligt ud af de sidste dråber olie. Saudi-Arabien, den absolutte gigant i OPEC med den største produktion og verdens størst kendte oliereserver, er interesseret i, at prisen ikke bliver for høj, for en høj pris fremmer forskning i mindre benzinslugende biler, alternativ energi og andre tiltag, der kan gøre den saudiske olie mindre værd. Sheikh Yamani er nu formand for tænketanken Global Energy Studies i London, og han har i et interview med nyhedsbureauet Reuters sagt det lige ud. - Teknologi er OPEC's virkelige fjende. Teknologi vil reducere forbruget og øge produktionen i området uden for OPEC. De virkelige ofre bliver lande som Saudi-Arabien med store reserver, som de ikke kan gøre noget ved. Olien vil blive i jorden for altid. En anden "fjende" er Kaukasus-landene, hvor der investeres for at udvinde de store forekomster, der ligger let at komme til. Det kan bringe OPEC-samarbejdet under yderligere pres i de kommende år. Det smører godt Men i øjeblikket ser OPEC dog ud til at have det glimrende på de fleste fronter. Olieprisen er høj, men den har været højere. Omkring 1980 i forbindelse med revolutionen i Iran og den irakisk-iranske krig var prisen - renset for inflation - over 80 dollar tønden. En del OPEC-olie er heller ikke af en kvalitet, der giver den toppris. OPEC's olie ligger i øjeblikket syv-otte dollar under topprisen, og desuden er dollaren, som olie afregnes i, svag. Men efterspørgslen er høj, og OPEC-landene kører næsten for fuld kapacitet, med undtagelse af Saudi-Arabien. Årsagerne er bl.a. det økonomiske boom i Kina, men en anden årsag er konflikten i OPEC-landet Irak. Den irakiske olie er i øjeblikket suspenderet i kvoteordningen, men når Irak en dag stabiliserer sig, kan der være nye tider for OPEC. Irak har officielt en reserve på 112 mia. tønder olie, lidt under det halve af Saudi-Arabiens. Men der er vurderinger, der siger, at Irak reelt har reserver, som er på højde med de saudiarabiske eller måske større. Og der kommer en dag, hvor det irakiske olieproduktionsapparat er klar til at forsyne verden med olie, og hvor Irak skal sælge masser af olie for at genopbygge det krigshærgede land. Til den tid er det ikke sikkert, at Irak kan se nogen fordel i at være underlagt OPEC's kvoteordning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...