Sort mand med hvid hund anholdt for gaderøveri

Politiet har anholdt en formodet gaderøver, som skilte sig noget ud i bybilledet i det sydvestlige København.

Sort mand med hvid hund anholdt for gaderøveri

Ikke alle signalementer er lige brugbare, når politiet skal ud og fange en gerningsmand.

Men beskrivelsen af den gaderøver, som mandag aften truede sig til kontanter med en foldekniv i det sydvestlige København, var selve nøglen til at fange manden.

Politiet var på jagt efter en afrikansk mand med en lille, hvid hund.

- Der er en forurettet, der bliver truet med en foldekniv til at udlevere et mindre udbytte. Signalementet af gerningsmanden er en afrikansk mand, som har en lille, hvid hund, fortæller Dan Aakerhjelm Sørensen fra Københavns Politi.

- Heldigvis er der en rigtig, rigtig skarp kollega, som erindrer, at han har haft en sag med en afrikansk mand, der svarede til signalementet, og som boede tæt på gerningsstedet, tilføjer den centrale efterforskningsleder.

Derfor rykkede betjente ud til mandens bopæl.

- De træffer manden, som svarer nøjagtigt til signalementet, og han har en lille, hvid hund. Han bliver også fundet i besiddelse af kniven, som vi formoder er gerningsvåbnet, fortæller Dan Aakerhjelm Sørensen.

Manden er nu anholdt og kørt til politiets Station City. Han ventes at blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst