Sort tv-skærm for nordjyske håndboldræve

Fox Team Nord føler sig totalt forbigået af tv-stationer

Håndbold 1. november 2002 07:00

FREDERIKSHAVN/SÆBY: Den nordjyske HåndboldLiga-klub, Fox Team Nord, føler sig godt og grundigt tilsidesat af de landsdækkende tv-stationer, som ellers nærmest falder over hinanden for at få lov til at vise direkte transmissioner fra de stadig populære kvindekampe. - Trods vores pæne start i ligaen med otte point efter syv kampe og en placering midt i rækken har hverken DR 1 eller TV 2 fundet os interessante nok hverken på hjemme- eller udebane, og økonomisk betyder det, at vi ikke har haft mulighed for at score de op imod 200.000 kroner i ekstra sponsorindtægter, som en direkte tv-kamp normalt kaster af sig, siger Fox Team Nords A/S-bestyrelsesformand Pia Vanggaard. - Via aftalen med de to tv-stationer er der fra DHF et afkast til samtlige ligaklubber på 325.000 kroner, hvilket vi naturligvis er glade for, men for at undgå at de rige klubber bliver endnu rigere og de fattige endnu fattigere burde håndboldforbundet lave en gradueret skala på de omkring fire mio. kroner, som de udbetaler til de 12 kvinde-ligaklubber. - Dermed kunne DHF nemlig udjævne skellet mellem de økonomisk stærke og svage klubber, hvor førstnævnte også er de klubber, der via masser af tv-dækning får chancen for at score ekstra sponsor-kroner, påpeger Fox-formanden. Norge skræmmer - Derfor vil vi fra Fox Team Nord også på Divisionsforeningens møde i november tage problematikken op, så der ikke for alvor kan drages paralleller til norsk kvindehåndbold, hvor fire suveræne klubber totalt dominerede og fik så megen tv-opmærksomhed, at interessen hos seerne blev mindre og mindre for nu at være endt i, at norsk tv kun sender højdepunkter fra et par kampe. - I det nordjyske sidder sponsorkronerne i forvejen meget fast, og landsdækkende sponsorater er det nærmest umuligt at få, især når tv-stationerne tilsyneladende helt har fravalgt Fox Team Nord. - DHF bør være garant for, at klubber i de geografiske yderdistrikter ikke får det ekstra vanskeligt, fordi tv-stationerne helst vil fokusere på tre-fire klubber, siger Pia Vanggaard, der sammen med den øvrige bestyrelse i Fox Team Nord i øjeblikket arbejder ihærdigt på at bane vejen for en tv-dækning i grundspillets sidste runde, hvor nordjyderne hjemme møder Randers HK. - Netop den kamp kan for begge klubber blive afgørende for, om vi opnår en måske ekstra vigtig sjetteplads i ligaen. Derfor er vi også parat til at spille kampen i Frederikshavn Idrætshal, der trods alt er accepteret som spillested af tv-stationerne. Det er vores spillested nummer to, Sæby Fritidscenter, til gengæld ikke. Det har vi rent ud fået at vide af DR 1 og TV 2, som ikke vil vise landsdækkende tv fra stedet. - Forhåbentlig kan vi gøre os så interessante og kampen i sidste runde mod Randers HK så attraktiv, at tv-stationerne kommer til at stå i kø for at vise kampen, men indtil da tyder meget på, at der er dømt sort tv-skærm fra vores kampe.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...