Trafikulykker

Sorte trafiktal giver alvorlige betænkninger

Ole Ørnbøl kalder trafik-rapport for langt fra tilfredsstillende

VENDSYSSEL:Formand for Hjørring Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, Ole Ørnbøl (S), modtog den nye trafikrapport fra Nordjyllands Amt fredag morgen. Og ganske kort tid efter fandt han tallene så alvorlige, at han indkaldte til et møde i Hjørring Kommunes Trafiksikkerhedsråd: - Jeg har hverken en god eller en dårlig forklaring på de nye, kedelige tal. Men efter at jeg har læst rapporten uden at have nærlæst den, kan jeg kun sige, at vi må gøre noget her og nu. Tallene er langt fra tilfredsstillende, siger Ole Ørnbøl og henviser til de seks dræbte og 115 implicerede i trafikulykker alene i Hjørring Kommune i 2003. Han vil derfor i næste uge bede teknisk forvaltning om at analysere rapporten. Og allerede på udvalgsmødet på onsdag vil Ole Ørnbøl orientere medlemmerne. - Ulykken med de tre dræbte på Tørholmsvej tæller naturligvis seriøst med i tallene. Men det hjælper ikke på, at tallene er for dårlige, selv om vi gennem de sidste år har gjort meget med vejomlægninger, rundkørsler og f.eks. fartchikaner, siger Ole Ørnbøl. For de mange trafikforbedringer til trods, så viser rapporten desværre, at der er sket en større stigning i antallet af ulykker siden årtusindskiftet. Med hensyn til den store forskel i tallene mellem Hjørring og Frederikshavn, har Ole Ørnbøl ikke umiddelbart noget bud: - Men det kan have noget at gøre med en større trafikintensitet i Hjørring, det skal vi nu se på, siger han. Det kan måske også have noget at gøre med, at Hjørring i alt har 548 km vejnet, mens Frederikshavn har et vejnet på 343 km.