Sortklædte mænd set ved dræbt danskers bil

Svensk politi har måske fået et afgørende spor i sagen om drabet på dansk trucker på rasteplads i Sverige.

19. juni 2012 17:55 - Opdateret 19. juni 2012 17:56

Sortklædte mænd set ved dræbt danskers bil

To mørkklædte mænd er indtil videre det bedste spor for svensk politi i sagen om drabet på en dansk lastbilchauffør nord for Helsingborg.

Et vidne har ifølge den svenske avis Kvällsposten fortalt, at han om natten så en blå lastbil med anhænger stoppe bag danskerens lastbil på rastepladsen Hallandsåsen.

De to mænd gik hen mod danskerens truck, og efter kun et minuts tid satte de sig ind i deres egen lastbil igen og kørte fra stedet.

Den 53-årige dansker blev fundet død i lastbilen søndag morgen, efter at hans vognmand og familie havde efterlyst ham.

"Det modtagne tip om to sortklædte mænd, som har været i nærheden af lastbilen natten til lørdag, er meget interessant, og vi ønsker at komme i kontakt med det anonyme vidne", skriver politiet i Skåne tirsdag på sin hjemmeside.

Danskeren var medlem af rockerklubben Outlaws og derfor spekuleres der i, om drabet kan være et led i en begyndende rockerkrig i Sverige. Tre andre medlemmer af Outlaws er på det seneste blevet dræbt.

- Vi kigger på de her hændelser med en vis uro, siger bandeeksperten Lars Öjelind fra det svenske rigskriminalpoliti til Expressen.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...