Redningsvæsen

Sov ikke i timen

BEREDSKAB:Jeg må på det kraftigste afvise Vagn Flinks (S) påstande (12.9.). Ønsket om at forplumre hele diskussionen omkring udbud/ambulanceberedskab og placeringen af akutbiler ligger hos Flink selv. At det er lykkedes at få ændret på beredskabet i Løgstør hilser jeg velkomment, jeg refererer blot til en artikel i NORDJYSKE, som V.F. ikke har været vågen nok til at bemærke. Der er det bestemt ikke V.F., der får æren for det ændrede beredskab, men godt at V.F så kan rose sig selv i et læserbrev. Med hensyn til vores udbud, var V.F. åbenbart ikke vågen nok til at forhøre sig om punktet på dagsordenen selvom han var placeret udenfor døren. Jeg bad om suspendering af Regionsrådsmødet for at få en forklaring om udbuddet ville fjerne vores akutbil i Hals. Mine spørgsmål gik ikke på selve udbuddet, men udelukkende på akutbilen. Jeg fik en lovning på at dette ikke ville ske. Derfor har min kritik rejst her i NORDJYSKE handlet om akutbilerne, som Vagn Flink & co. jo også skal være med til at bestemme hvor skal placeres her efterfølgende. Mon V.F. vil stemme form at akutbilen skal fortsætte i Hals-området og hele Østkysten? Det bliver sørme spændende. Om selve udbuddet har det efterfølgende vist sig, at der er opstået kritik og utryghed enkelte steder i regionen. Flere socialdemokrater, V.F.'s egne kammerater, har ikke den samme berøringsangst for at blive kigget efter i egne kort som VF har det. De Danske Regioners formand Bent Hansen (S) siger på www.beredskabsinfo.dk, at han vil tage ved lære af problemerne i Region Hovedstaden, og derfor ikke lave de samme fejl i Region Midtjylland. V.F.'s partikammerat her i Regionsrådet, Helle Andersen (S), har heller ikke været bange for at kigge sig selv efter i kortene, og nu har vi sandelig også fået Regionsrådsformand Ulla Astmans ord for at alt er i sin bedste orden, ingen behøver at føle sig utrygge. Så alt tegner jo lyst. Men V.F. selv har måske ikke været så vågen, at han har fået alle de detaljer med fra debatten her i medierne. Min kritik offentligt har hele tiden drejet sig om akutbilen i Hals-området og hele Østkysten, jeg har kritiseret for egne rækker og sagt udtrykkeligt, at Falck ikke skulle tages som gidsler. De leverer den vare som vi politikere har bedt dem om. Det nye beredskab skal først starte 1.4. 2010, så er det da bedre at forebygge frem for at gentage succesen i Hovedstaden, men det mener VF åbenbart ikke. Så spørgsmålet er jo nok hvem der har sovet mest i timen, Vagn Flink (S)?