Redningsvæsen

Sovende mand glemte sin mad

MIDTBYEN: En melding om ild i en lejlighed på J.F. Kennedys Plads i Aalborgs midtby sendte ved 4.30-tiden fredag morgen Beredskabscenter Aalborg til den pågældende opgang, hvor en nabo havde opdaget røg. Da brandfolkene bankede på til den lejlighed, røgen kom fra, blev der ikke åbnet, og de måtte derfor slå døren ind. Det viste sig, at der i lejligheden lå en sovende mand, som tilsyneladende havde glemt, at han var ved at lave mad. I hvert fald stammede røgen fra en pande på komfuret. Brandfolkene kunne nøjes med at fjerne panden, slukke komfuret og lufte ud. Nogle timer senere fulgte en ny udrykning, da en automatisk brandmelder ved et personalerum på Aalborg Sygehus Nord blev udløst i går morges. Der var ikke røg i nærheden, så tilsyneladende var der tale om en teknisk fejl. Det var der til gengæld ikke, da en brandmelder blev udløst i Aalborg Lufthavns terminalbygning torsdag aften. Da handlede det om, at en eller anden havde trykket på en alarmknap, selv om der ikke var fare på færde. Beredskabscenter Aalborg var godt på vej mod lufthavnen, da man fik en melding om, at det ikke var nødvendigt alligevel. -nok