Spaden skal i jorden næste år

Udviklingsselskabet af 15. december 2003 Aps skal forholdsvis hurtigt i gang med at opføre de 417 boliger ved universitetet, hvis selskabet vil beholde skattefradraget på 150 millioner kroner.

AALBORG:Ifølge vicedirektør i Erhvervs- og Boligstyrelsen Frank Bundgaard skal direktør Jørgen Enggaard, enteprenørfirmaet A. Enggaard A/S, og Carl Ejler Rasmussen, der står bag udviklingsselskabet, senest 14 dage efter tilsagnet om tilskuddet dokumentere, at de rent faktisk ejer grunden, som de vil bygge de 417 lejligheder på. Derefter skal de inden for ni måneder, det vil sige omkring november måned, være i besiddelse af en byggetilladelse fra Aalborg Kommune. Det betyder, at kommunen inden for ganske få måneder skal have mulighed for at gennemgå projektet. Når selskabet har fået en byggetilladelse, skal entreprenørerne senest efter et år påbegynde byggeriet, og fire år efter at byggetilladelsen er givet, skal alle lejlighederne være klar til indflytning. Hvis tidfristerne ikke overholdes, bortfalder midlerne fra Erhvervs- og Boligstyrelsen, understreger Frank Bundgaard.