Fugle

Spækhuggere på besøg

Fuglekiggere på Skagen Nordstrand fik sig en ekstraordinær oplevelse.

En spækhuggers karakteristiske rygfinne blev tirsdag aften set ved Skagen. Arkivfoto
En spækhuggers karakteristiske rygfinne blev tirsdag aften set ved Skagen. Arkivfoto

Godt et halvt hundrede fuglekiggere fik en usædvanlig naturoplevelse tirsdag aften ved Skagen Nordstrand, da de i stedet for trækkende fugle fik en flok hvaler i kikkertfeltet. Hvalerne var en flok på fem-seks spækhuggere, der stille og roligt svømmede mod øst og dermed ind i Kattegat. Spækhuggere er meget synlige til søs, da har en op til 1,8 meter høj rygfinne. Fuglekiggerne kunne følge deres færd i over fem kvarter, inden spækhuggerne forsvandt mod øst. - Det var et flot syn, selv om de var over en kilometer fra kysten, fortæller fuglekiggeren Rolf Christensen, Skagen. Sjældenhed Det er langt fra årligt, at man ser spækhuggere fra land i Danmark, men netop i Skagen er spækhuggeren set fra flere gange før af fuglekiggere, når de spejder ud over havet for at se efter trækkende fugle. Senest var det i efteråret 2011, hvor bl.a. Rolf Christensen så en flok på fire spækhuggere fra sin udkigspost ved Skagens Gren. - Det var en besøgende fuglekigger fra Århus, der opdagede dem, fortsætter Rold Christensen, der fluks cyklede ud til Skagen Nordstrand, da han fik meldingen om, at der var en flok spækhuggere ud for kysten. Han tilføjer, at der ifølge litteraturen er en hel del fund fra marts-april i de danske farvande. - Men i bøgerne er jeg ikke stødt på fund fra maj, så det er tilsyneladende et ret usædvanligt fund - og tilmed en hel flok, bemærker Rolf Christensen. Almindelig i Atlanterhavet Spækhuggeren er ret almindelig i Atlanterhavet, bl.a. langs Norges kyster, men de fleste steder ses den også her sjældent fra land. Den spiser mest fisk, men kan også tage sæler og andre hvaler, som den nedlægger ved at hugge ind i siderne og dermed i spæklaget, hvilket har givet dem deres navn på dansk og i øvrigt også på norsk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden